Folkefest og frygt i Teheran: Iranske fodboldkvinder hjemme efter asyldrama

Tusindvis af iranere bød torsdag aften kvindelandsholdet velkommen hjem til Teheran. Men bag de jublende folkemængder gemmer sig en højspændt sag om asylansøgninger, politisk pres og beskyldninger om forræderi.

Tusindvis af iranere fyldte torsdag aften Valiasr Square i hjertet af Teheran for at hylde deres nationale fodboldhelte. Det iranske kvindelandshold er netop vendt hjem efter deres deltagelse i Asian Cup i Australien, og modtagelsen var præget af både national stolthed og en mærkbar lettelse. Iransk stats-tv sendte direkte fra ceremonien, hvor spillere blev mødt med blomster og jubelråb fra en tætpakket plads prydet med de grønne, hvide og røde nationale farver.

Politisk protest og anklager om forræderi

Men den festlige stemning står i skarp kontrast til de begivenheder, der har udspillet sig i kulissen i løbet af de seneste uger. Holdets rejse til Australien blev nemlig alt andet end en ren sportslig affære. Allerede før holdets første kamp mod Sydkorea blev kimen lagt til en national kontrovers, da spillerne valgte at forblive tavse under afspilningen af den iranske nationalmelodi. Tavsheden blev af mange tolket som en politisk protest mod det iranske styre, hvilket øjeblikkeligt udløste voldsomme reaktioner i hjemlandet.

På iransk stats-tv blev de tavse spillere ikke mødt med forståelse, men derimod med hård kritik. En tv-kommentator gik så vidt som til at betegne kvinderne som “krigsforrædere”, hvilket skabte en alvorlig usikkerhed om spillernes sikkerhed ved en eventuel hjemkomst. Selvom holdet valgte at synge med på nationalhymnen før de efterfølgende to gruppekampe, var skaden i manges øjne allerede sket, og frygten for repressalier voksede støt i takt med, at turneringen skred frem.

International opmærksomhed og asylansøgninger

Den usikre situation tiltrak sig international opmærksomhed. Flere aktivistgrupper og politikere opfordrede de australske myndigheder til at gribe ind og beskytte spillerne. Blandt de mest prominente stemmer var USA’s daværende præsident, Donald Trump, der offentligt gav udtryk for, at Australien burde tilbyde de iranske spillere asyl for at sikre dem mod forfølgelse i deres hjemland.

Dramaet kulminerede, da seks spillere og et medlem af holdets tekniske stab valgte at tage imod et officielt tilbud om asyl fra de australske myndigheder. Men beslutningen viste sig at være kortvarig for de fleste. Kort efter trak fem af spillerne deres ansøgninger tilbage, hvilket ifølge menneskerettighedsaktivister ikke skete frivilligt. Der blev rettet alvorlige beskyldninger mod det iranske styre for at have udøvet massivt pres på spillernes familier i Iran, herunder ved at indkalde forældre til afhøringer hos sikkerhedstjenesten.

Kritik fra eksilmiljøet

Den tidligere iranske landsholdsspiller Shiva Amini, der i dag lever i eksil som kvinderettighedsforkæmper, har været en af de mest vokale kritikere af forløbet. På det sociale medie Instagram satte hun ord på det pres, som hun mener, spillerne blev udsat for under deres ophold i Australien:

”Derfor blev de tvunget til at trække deres asylansøgninger tilbage og vende retur til Iran,” skrev Shiva Amini tidligere på ugen på Instagram.

Fra officielt iransk hold er udlægningen af begivenhederne dog en helt anden. Her afviser man ethvert kendskab til pres eller trusler mod familierne. I stedet præsenteres forløbet som en sejr for den nationale loyalitet. Farideh Shojaei, en ledende skikkelse i det iranske fodboldforbund, har i de iranske medier hævdet, at det i virkeligheden var Australien, der forsøgte at manipulere spillerne til at blive i landet mod deres vilje.

”Heldigvis vægtede spillerne deres nationale identitet over alt andet og afviste tilbuddene,” sagde Farideh Shojaei til de iranske medier.

En ufuldstændig trup vender hjem

Rejsen hjem fra Australien blev en langstrakt affære, der førte holdet gennem Malaysia, Oman og Tyrkiet, før de endelig landede på iransk jord onsdag. Selvom størstedelen af truppen nu er tilbage i Teheran, er holdet ikke fuldtalligt. To medlemmer af delegationen valgte at blive i Australien og fastholde deres asylansøgninger, hvilket efterlader et åbent sår i fortællingen om det forenede landshold, der trodsede det internationale pres for at vende hjem til deres rødder.