Danmark er fyldt med mennesker, der gerne vil hjælpe. De arbejder i genbrugsbutikker, stiller op i foreninger og mødes i fællesskaber. Men noget vigtigere mangler i debatten, mener en 52-årig kvinde, der har brugt mange år som pårørende til en mor på plejehjem.
Hun savner, at vi sætter mere lys på det at være menneske sammen med mennesker. Og hun er træt.
“Ikke fordi jeg ikke elsker min mor. Ikke fordi jeg ikke vil hjælpe. Men fordi mange år med alvorlig sygdom slider. Det taler vi alt for lidt om,” skriver hun i et debatindlæg.
Hendes ord peger på noget, som mange pårørende kender til, men som sjældent kommer på dagsordenen: Hvor meget koster det at være tæt på sygdom? Hvad betyder det for ens eget liv at være den, der passer, støtter og håber?
Velfærd uden menneskelighed
Der er en forskel på at holde mennesker i live og at få dem til at føle sig levende. Det er kernen i hendes kritik af, hvordan vi tænker velfærd i Danmark.
Vi har bygget et system, der fungerer. Plejehjemmene eksisterer. Medicinen virker. Systemet holder mennesker i live. Men når hun ser på årene med sin mor, handler det ikke kun om medicin og pleje. Det handler om at være menneske sammen med mennesker – og hvor svært det kan være at være den, der skal være der.
Mange pårørende oplever det samme. De er på arbejde, mens de tænker på deres mor eller far. De ringer til plejehjemmet. De besøger i weekenderne. De tager beslutninger om behandling, når de ikke er sikre på, hvad der er rigtigt. De sover dårligt. De bliver trætte.
Og så taler vi ikke særlig meget om det.
En stiltiende byrde
I Danmark er der omkring 600.000 mennesker, der passer familie eller venner uden at få løn for det. De er pårørende, og deres arbejde er usynligt i statistikkerne. De får ikke fridage. De får ikke løn. De får ikke altid engang anerkendelse for det arbejde, de udfører dag efter dag.
Nogle af dem arbejder fuldtid samtidig. Nogle opgiver deres karriere. Nogle bliver syge selv af at være pårørende. Men det er ikke noget, vi som samfund taler særlig meget om.
Debatten om velfærd handler ofte om økonomi – hvor mange penge skal vi bruge på sundhed og pleje? Men den handler sjældent om mennesket bag økonomien. Om den 52-årige, der elsker sin mor, men som bliver slidt ned af årene med sygdom.
Hvad betyder det for samfundet?
Når vi ikke taler om det, betyder det noget. Det betyder, at pårørende kan føle sig alene med deres træthed. Det betyder, at arbejdsgivere ikke altid forstår, hvorfor en medarbejder skal væk til en lægekonsultation eller et besøg på plejehjemmet. Det betyder, at samfundet ikke helt ser det arbejde, der bliver udført uden for arbejdsmarkedet.
Et velfærdssamfund, der kun holder mennesker i live, er ikke nok. Det skal også gøre mennesker levende – både dem, der modtager pleje, og dem, der giver den.
Det betyder at anerkende pårørende. Det betyder at give dem tid og rum. Det betyder at tale åbent om, hvor hårdt det kan være. Og det betyder at bygge et samfund, hvor det ikke er skamfuldt at være træt af at være pårørende.
Den 52-årige kvinde skriver fra erfaring. Hun ved, hvad hun taler om. Og hun er ikke alene med sin træthed. Langt fra.