Forestil dig et middagsbord, hvor der aldrig er færre end 15 personer samlet. For Svetlana Musina fra Aktobe er dette ikke en sjælden festlig begivenhed, men derimod den daglige virkelighed. Den 63-årige kvinde har gennem de sidste årtier opbygget en familie af en størrelse, som de færreste kan begribe. Med i alt 39 børn under sine vinger har hun skabt et fristed for dem, som samfundet ellers havde vendt ryggen.
En hjerteskærende handel
Hendes rejse som mor for en hel generation begyndte under usædvanlige og hjerteskærende omstændigheder. I 1990’erne, en tid præget af social usikkerhed, blev Svetlana opsøgt af en desperat mor med et alkoholmisbrug. Moderen tilbød at sælge sit barn til Svetlana for et beløb, der i dag svarer til omkring 6,50 danske kroner.
”Jeg var rystet, da de sagde: ‘Køb mit barn.’ Men jeg kunne ikke efterlade det forsvarsløse barn,” fortæller hun.
Barnet, en lille pige ved navn Tanyusha, var i en forfærdelig tilstand. Selvom hun var halvandet år gammel, vejede hun blot 5,5 kilo – en vægt, der normalt svarer til et spædbarn på få måneder. Svetlana tog hende til sig, plejede hende og gav hende det fundament, hun manglede. I dag er Tanyusha over 30 år gammel, sund og rask, og hun har stiftet sin egen familie. Hun er blot ét af de mange beviser på, hvad omsorg og stabilitet kan gøre for et menneske i nød.
Drevet af egen ensomhed
Svetlanas motivation for at åbne sit hjem for så mange børn bunder i hendes egen barske fortid. Hun voksede selv op på et børnehjem og kender alt til følelsen af at mangle en mor og en far. Den ensomhed, hun følte som barn, blev drivkraften bag hendes livsværk. Hun besluttede tidligt, at hun ville gøre alt for, at andre børn ikke skulle gennemgå det samme svigt.
Ud af de 39 børn er fem hendes biologiske, mens de resterende 34 er adopterede eller kommet til hende gennem myndighederne. Hvert barn bærer på en unik og ofte tragisk historie. En af drengene i flokken blev fundet efterladt på en mark og bragt direkte til Svetlana af en lokal politibetjent, der vidste, at hun aldrig ville sige nej til et barn i nød. En anden pige, Assel, flyttede ind hos Svetlana som 16-årig efter at have tilbragt tid i et varetægtsfængsel. For Svetlana handler det ikke om barnets fortid, men om deres fremtid.
Hverdagen kræver præcision
Arbejdet med at integrere børn fra så forskellige og traumatiske baggrunde er dog ikke uden udfordringer. Svetlana lægger ikke skjul på, at det kræver en enorm mental styrke at rumme de mange skæbner.
”Det sværeste er at hele såret i hvert barns hjerte. Mange har smertefulde minder fra deres liv, og det er ikke nemt at få dem til at glemme,” siger hun.
Hverdagen i det store hjem i Aktobe kræver præcision og faste rutiner for at fungere. Alle hjælper til. De ældre børn støtter de yngre med lektier, og husarbejdet er fordelt mellem alle, der er gamle nok til at bidrage. Det er et kollektiv drevet af kærlighed og gensidig respekt. Selvom mange af børnene nu er voksne og er flyttet hjemmefra, er huset aldrig tomt. Svetlana har i øjeblikket 14 mindreårige børn boende, som stadig har brug for hendes vejledning og støtte.
Svetlanas eftermæle er allerede sikret gennem hendes enorme efterslægt. Udover de 39 børn kan hun nu også kalde sig bedstemor til 40 børnebørn og oldemor til to. For hende er det ikke tallene, der tæller, men det faktum, at hvert eneste af disse mennesker har fået en chance for et værdigt liv. Hun ser hvert barn som en gave og en mulighed for at gøre verden en smule bedre, ét hjerte ad gangen.