Et nyhedskartel fra 1800-tallet
Hvem bestemmer, hvad resten af verden får at vide? Spørgsmålet fik en række lande til at forsøge noget nyt: at udveksle nyheder direkte med hinanden i stedet for at lade London, Paris og Washington, DC fortælle deres historier.
Baggrunden er en lang dominans. I midten af 1800-tallet var tre europæiske nyhedsbureauer blevet de store spillere: tyske Wolffs Telegraphisches Bureau, britiske Reuters og franske Agence Havas, der var forgænger for AFP. I 1859 indgik de tre aftaler om at dele de internationale nyhedsmarkeder og territorier mellem sig.
“It was a news cartel system,” siger Daya Thussu, senior research fellow ved Institute of Commonwealth Studies på University of London. Reuters, der blev grundlagt i 1851, omtales i akademiske kredse som “an empire within an empire”, fordi bureauet via telegrafnet og eneret til at indsamle og distribuere nyheder i store dele af det britiske imperium byggede sin rækkevidde tæt op ad Storbritanniens imperiale infrastruktur.
Fra Bandung til nyhedspuljen
Da kolonimagterne begyndte at miste grebet i det 20. århundrede, begyndte de nyligt uafhængige stater at spørge, hvorfor nyhedsstrømmen stadig lå så koncentreret på vestlige hænder. I 1955 mødtes repræsentanter for 29 asiatiske og afrikanske lande i Bandung i Indonesien. Seks år senere blev Den Alliancefri Bevægelse formelt stiftet i Beograd i det daværende Jugoslavien.
Nabil Dajani, emeritus-professor i medievidenskab ved American University of Beirut, siger til Al Jazeera, at de alliancefrie lande mente, at de rige vestlige nationer havde påtvunget dem informationsimperialisme, en form for neokolonialisme. Argumentet var, at de store internationale nyhedsbureauer kun skrev om udviklingslande, når der var katastrofer, krige, sygdomme og andre negative begivenheder. Dajani, der i dag er 89 år, sad fra 1971 til 1975 i UNESCO’s internationale ekspertpanel for kommunikationsforskning.
Debatten mundede ud i en bredere kampagne for en ny verdensorden for information og kommunikation i UNESCO. Tilhængerne ville have udviklingslandene til at opbygge stærkere nyhedsbureauer, flere sendemuligheder og direkte kanaler til at udveksle information. I januar 1975 blev en udtalelse fra Sri Lankas premierminister Sirimavo Bandaranaike sendt pr. telex fra Jugoslaviens nyhedsbureau Tanjug til andre bureauer i Det Globale Syd. Det markerede den officielle lancering af Non-Aligned News Agencies Pool, kendt som NANAP.
Et nyhedsnetværk med kæmpe modstand
Thussu arbejdede som ung på nyhedsdesken hos Press Trust of India i New Delhi i begyndelsen af 1980’erne. Her kom der to strømme af udenrigsnyheder ind: den ene fra etablerede vestlige bureauer som Reuters, den anden fra NANAP. “We would check the ticker to see what the story was and where it had come from,” siger han.
NANAP voksede. Forskere skønner ifølge en rapport om oprettelsen af puljen, at næsten alle bevægelsens 108 medlemslande deltog i 1992. Mængden af udvekslede nyheder steg fra gennemsnitligt 8.000 ord om dagen i 1975 til 40.000 i 1983 og 120.000 i 1992. Til sammenligning blev de fire dominerende bureauer, AP, UPI, AFP og Reuters, i 1978 anslået til at producere 33 millioner ord om dagen tilsammen.
Der var også store problemer. Thussu peger på, at de fleste medlemmer ikke var engelsktalende, så oversættelse var en stor udfordring, og at journalistiske standarder varierede. De fleste medlemmer var desuden statsstyrede nyhedsbureauer, så meget af materialet var ifølge ham regeringspartiets officielle propaganda, og kun meget lidt kom ind i indiske aviser. Under krigen mellem Iran og Irak endte han med at bruge de transnationale bureauer, fordi de to landes bureauer gav forskellige tal for dræbte og sårede.
I 1977 fik bevægelsen en radio- og tv-gren, Broadcasting Organization of Non-Aligned Countries (BONAC). Sima Kokotovic, forsker i global kommunikation ved University of Pennsylvania, forklarer, at BONAC var mere ambitiøs, fordi medlemmerne ville opbygge den medieinfrastruktur, der skulle til for samarbejde. Men initiativet mødte tekniske og strukturelle problemer og ikke mindst et stort pengespørgsmål.
I 1980 udgav UNESCO rapporten Many Voices, One World, som pegede på vestlig mediedominans over landene i Det Globale Syd. USA og Storbritannien opfattede rapporten som partisk og frygtede større statslig kontrol med medierne. USA trådte ud af UNESCO ved udgangen af 1984, Storbritannien et år senere, og organisationen mistede betydelig finansiering. Da Berlinmuren faldt i 1989, og Jugoslavien gik i opløsning i begyndelsen af 1990’erne, forsvandt NANAP og de øvrige initiativer langsomt. NANAP blev i november 2005 omdøbt til NAM News Network og eksisterer stadig.
Dajani mener, at den gamle ambition stadig er relevant, nu hvor en håndfuld store teknologivirksomheder i stigende grad former, hvordan information produceres og forbruges. Han ser historien som en påmindelse om, at ulighed i kommunikation er en vedvarende kamp.