Flávio Bolsonaro, Viktor Orbán, Reform UK, de britiske Tories og en lang række republikanske kandidater er i år blevet afvist ved nationale eller lokale valg. Det gælder selv i Mississippi, der ellers plejer at være pålideligt konservativt. Det skriver Andy Beckett i en kommentar i The Guardian.
Både siddende magthavere og populistiske udfordrere er blevet slået, ofte med store marginer. Beckett beskriver det sådan: “The supposedly ascendant global right has been out-organised, out-thought, outmanoeuvred and outnumbered.”
Hver gang det sker, og det sker oftere, end den gængse dystre fortælling om politik levner plads til, tager mange liberale og venstreorienterede imod nyheden næsten med undren, mener Beckett.
Nederlag, der bliver set som mirakler
Donald Trumps regering har ifølge Beckett kæmpet i mange måneder. Den har givet talrige umulige eller uforenelige løfter og begået strategiske fejl, og meningsmålingerne pegede konsekvent mod et sammenbrud. Årsagerne til Republikanernes nederlag ved midtvejsvalget er også belyst i en AP-vælgerundersøgelse.
Alligevel opfattes valgnederlagene som uventede glædesøjeblikke i morgennyhederne. Ofte følges de af en snigende overbevisning om, at højrefløjens overlegenhed uundgåeligt vender tilbage i månederne efter.
Beckett peger på, at den samme pessimisme følger højrefløjens sejre, uanset hvor store de er.
Sejre, der blev gjort større, end de var
Brexit-afstemningen i 2016, hvor 52 procent stemte for at forlade EU, udløste ifølge Beckett flere års selvransagelse hos centrum og venstrefløj. Spørgsmålet var, hvorfor højrefløjen angiveligt forstod hele landet bedre. Boris Johnsons valgsejr i 2019 gav et flertal på 80 mandater, under halvdelen af Tony Blairs i 1997 og 2001. Den blev alligevel bredt kaldt et jordskredsvalg og et tegn på, at Tories ville blive ved magten i mange år.
Så kom Trumps præsidentsejr i 2024. Han stillede op mod en sent indsat og mindre end overbevisende demokratisk kandidat, førte med blot 1,5 point i det samlede stemmetal og nåede ikke over 50 procent. Sejren blev alligevel set som tegn på et dybt skift mod højre i amerikansk kultur og samfund, lige fra hvordan unge mænd tænkte, til hvem latinamerikanske vælgere støttede.
En frembrusende, socialt konservativ og konfrontatorisk, men underholdende kontrarevolution blev ifølge Beckett beskrevet som i fremmarch i USA og langt uden for landets grænser, og som velegnet til den digitale verden.
Hvorfor styrken er blevet overvurderet
Midtvejsvalget har ikke fået bevægelsen til at forsvinde, understreger Beckett, men det er det seneste bevis på, at dens styrke er blevet overvurderet. En del af fejlen stammer fra højrepopulisternes egen overdrevne selvtillid. Forstærket af stærke højremedier kan den overbevise nogle vælgere i en periode, som Johnsons relative popularitet fra 2019 til 2021 viste. Beckett fremhæver også, at mange vælgere og journalister foretrækker klare fortællinger. At tro på, at enten højre eller venstre dominerer, er enklere end at erkende, at mange vestlige demokratier længe har stået nær et politisk dødvande.
I de seneste 50 år har Republikanerne vundet præsidentposten syv gange og Demokraterne seks. Republikanernes sejr i 2000 kom kun i hus via en meget omstridt højesteretsafgørelse, som Beckett kalder et symptom på dødvandet. Magtkampen i et demokrati er desuden mere kompleks end nationale valg antyder. Den foregår også i protester, privat lobbyisme, langsomme holdningsskift, kulturkampe i medier og institutioner, idékampe i bøger og online og i folks egne forestillinger.
Hvis en ideologi eller et parti former mange af disse processer samtidig, har den ifølge den italienske tænker Antonio Gramscis begreb opnået hegemoni. Beckett kalder det en fejlanvendelse af teorien, når højrefløjen i dette århundrede ses som indledningen til en ny æra. Reagan og Thatcher, højrefløjens to seneste hegemoniske ledere, regerede for næsten et halvt århundrede siden. Trump, Nigel Farage og Argentinas præsident, Javier Milei, ser kun ud til at kunne skabe et eller to års afgørende politisk momentum ad gangen og slipper aldrig af med deres dybe upopularitet. Ved de kommende valg i Frankrig og Spanien, hvor den populistiske højrefløj står stærkt, kan bevægelsen ifølge Beckett begynde at omforme samfund på lang sigt. Men hans vurdering er, at regeringerne hurtigt vil blive usammenhængende og meget upopulære, som Trumps. At gøre migranter, “woke” eliter og minoriteter til syndebukke kan virke i en valgkamp, men løser ikke et lands leveomkostningsproblemer.
Overvurderingen af højrefløjen får også konsekvenser for venstreorienterede regeringer, mener Beckett. Den kan gøre dem for forsigtige, som om de er bedragere, der tror, at samfundets naturlige højreorienterede herskere snart vil afløse dem. Andy Burnham har som premierminister indtil videre i vid udstrækning undgået den faldgrube. Han nyder tydeligvis posten, nævner Reform og Tories påfaldende lidt i sine taler og lover en ambitiøs tiårsplan, der skal afsløres næste måned. På områder som indvandring og fængsler kan der dog stadig spores en føjelighed over for den populistiske højrefløj og dens verdenssyn.
Succesfulde centrum-venstre-politikere fra Blair til Bill Clinton til Burnham har altid argumenteret for, at deres illiberale tiltag er svar på vælgernes bekymringer. Men de bekymringer kommer ofte fra højrefløjens skræmmekampagner om det moderne liv og dens overdrivelser om migrantinvasioner og kriminalitet, lyder det fra Beckett. Han mener, at konservatismens modstandere skal kalde den dystopiske retorik ud, og at forbindelsen mellem højrefløjen og realisme skal brydes eller i det mindste svækkes. Efter år med fejlslagne højreregeringer over hele verden er det ifølge ham for længst på tide.