Europa-Parlamentets vedtagelse af en ny tilbagesendelsesforordning giver EU-landene et formelt grundlag for at arbejde videre med udrejsecentre i lande uden for unionen. Men afstemningen onsdag viste også, at der langt fra er enighed blandt de danske partier om kursen.
Socialdemokratiet og Moderaterne stemte for forordningen, mens SF, De Radikale og Enhedslisten stemte imod. Dermed blev der trukket en tydelig politisk skillelinje mellem partier, som i dansk sammenhæng ellers har været med til at pege på behovet for at undersøge mulighederne for udrejse- og modtagecentre i tredjelande.
I regeringsgrundlaget står der, at regeringen sammen med andre EU-lande vil arbejde for stærkere rammer for tilbagesendelser og se på konkrete muligheder for centre uden for EU, så længe det sker med respekt for EU-retten og internationale konventioner. Men onsdagens afstemning i Bruxelles viste, at den fælles formulering ikke nødvendigvis dækker over en fælles politisk vurdering af den konkrete EU-løsning.
For Socialdemokratiet blev afstemningen fremstillet som et gennembrud efter flere års arbejde med idéen om at flytte dele af udlændingepolitikken uden for EU’s grænser. Næstformand i Europa-Parlamentet Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet pegede efter afstemningen på, at et dansk forslag fra 2018 nu har fået europæisk medvind.
“Men nu er det endelig lykkedes, og det synes jeg, at vi fra dansk side kan være rigtig stolte af,” siger Christel Schaldemose.
Vedtagelsen betyder ikke, at udrejsecentre uden for EU bliver etableret med det samme. Den giver derimod det juridiske afsæt, medlemslandene har efterspurgt, hvis de vil gå videre og indlede konkrete forhandlinger med lande uden for EU om at huse sådanne centre.
Det er også sådan, regeringen i Danmark læser afstemningen. Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov vurderer, at afstemningen gør det muligt at sætte mere fart på arbejdet med at finde et partnerland. Regeringen forventer ifølge ministeren at være i konkret dialog med et land uden for EU inden årets udgang med henblik på at overføre de første udlændinge uden lovligt ophold.
Dermed er næste skridt ikke længere et spørgsmål om lovgrundlag, men om diplomati, praktiske aftaler og politisk vilje hos mulige værtslande. Og netop den del har tidligere vist sig vanskelig, selv når der har været bred opbakning til idéen i Danmark.
Hos De Radikale er modstanden mod den vedtagne forordning begrundet i retssikkerhed. Partiets medlem af Europa-Parlamentet, Sigrid Friis, siger til Altinget, at partiet ikke mener, aftalen indeholder tilstrækkelige garantier for de berørte personer. De Radikale henviser samtidig til, at partiet både i Danmark og i EU arbejder for en udlændingepolitik, der holder sig inden for konventionerne, sådan som det også er beskrevet i regeringsgrundlaget.
“Vi stemmer imod, fordi forslaget i vores optik ikke indeholder samme retsgarantier,” siger Sigrid Friis til Altinget.
SF’s tre medlemmer af Europa-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen, Villy Søvndal og Rasmus Nordqvist, havde onsdag aften endnu ikke offentligt forklaret deres nej-stemmer. Ritzau oplyser, at nyhedsbureauet uden held har forsøgt at få en kommentar fra partiets presseansvarlige i Bruxelles.
Også Enhedslisten stemte imod forordningen. Partiets medlem af Europa-Parlamentet, Per Clausen, retter kritik mod hele lovpakken og kalder den et mørkt kapitel i EU’s historie. Han mener samtidig, at der er tale om populistisk retorik.
Afstemningen føjer sig dermed til den længere debat om, hvor langt EU-landene kan og bør gå for at effektivisere tilbagesendelser af personer uden lovligt ophold. Tilhængerne ser udrejsecentre som et nødvendigt redskab i en mere konsekvent migrationspolitik. Modstanderne frygter, at løsningen vil svække retssikkerheden og flytte ansvaret væk fra EU uden tilstrækkelig kontrol.
For Danmark er sagen politisk følsom, fordi den både handler om regeringens udlændingepolitik og om sammenhængen mellem nationale aftaler og partiernes adfærd i EU-systemet. Onsdagens afstemning viser, at der godt kan stå én ting i et dansk regeringsgrundlag, mens vurderingen af den konkrete EU-lovgivning falder forskelligt ud, når partierne skal trykke på knappen i Strasbourg eller Bruxelles.
Selv om lovgrundlaget nu er vedtaget, står flere spørgsmål stadig åbne. Hvilke lande uden for EU vil være villige til at indgå aftaler? Hvordan skal centrene fungere i praksis? Og hvor stærke garantier vil der være for de mennesker, som sendes dertil? Det er de spørgsmål, der nu kommer til at afgøre, om onsdagens afstemning bliver begyndelsen på en ny europæisk praksis eller endnu et politisk projekt, der viser sig svært at føre ud i livet.