Berømt mand taber retssag om at stoppe medier i at offentliggøre anklager

Lars Christensen

High Court i London afviser en navnløs, kendt mands krav om et forbud mod at bringe anklager om upassende seksuelle aktiviteter. Navnet må dog stadig ikke nævnes.

En kendt mand har tabt sin sag ved High Court i London, hvor han ville have forbudt to medier at offentliggøre anklager mod ham. Men hans identitet forbliver hemmelig, fordi dommeren har givet ham tilladelse til at appellere.

Manden fører en retssag mod tv-nyhedsproducenten Independent Television News (ITN) og Guardian News and Media (GNM), som udgiver avisen The Guardian. ITN laver nyhedsprogrammer til blandt andet ITV, Channel 4, Good Morning Britain og Channel 5.

Dommer Nicklin afviste ifølge BBC kravet om et permanent forbud. Et midlertidigt forbud mod at navngive manden og bringe anklagerne gælder dog, så længe en appel er mulig.

Anklagerne og mandens frygt

Under en retssag over to dage i slutningen af oktober fortalte mediernes advokater, at anklagerne handler om mandens påståede misbrug af magt og status. Det skulle være brugt til at kontakte unge kvinder og forsøge at indlede upassende og udnyttende seksuelle aktiviteter, skriver The Independent.

ITN og The Guardian mener, at det er i offentlighedens interesse at bringe anklagerne. Ifølge BBC handler de om forsøg på upassende seksuelle aktiviteter med et stort antal piger og unge kvinder.

Manden afviser anklagerne. Han ville have forbud, fordi han frygter at tage sit eget liv, og han har tidligere forsøgt selvmord to gange. Ifølge BBC mener han, at en offentliggørelse med stor sandsynlighed vil få ham til at gøre det. Han kaldes kun PPT i retten, skriver The Guardian.

Dommerens begrundelse

Manden støttede sit krav på artikel 2, 3 og 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De handler om retten til livet, umenneskelig eller nedværdigende behandling og retten til respekt for privatliv og familieliv.

“A decision permitting publication, the anticipation of publication and publication itself would each materially and very substantially increase the claimant’s risk of suicide,” sagde dommeren ifølge The Guardian.

Alligevel mente han ikke, at betingelserne for et forbud var opfyldt. Det er ifølge dommen statens sundhedstjenester, der skal beskytte manden mod skade.

Psykiatrien har ansvaret

Dommeren lagde vægt på, at manden er tvangsindlagt efter den britiske Mental Health Act fra 1983. Hospitalet har direkte kontrol over hans behandling, observation, adgang til midler til selvskade, orlov og en eventuel udskrivelse.

“In the present case, the state has assumed responsibility for the claimant’s immediate safety through the psychiatric hospital and mental health services,” hedder det i kendelsen, skriver The Guardian.

Indlæggelsen kan ikke fjerne risikoen, men den mindsker ifølge dommen sandsynligheden for selvmord væsentligt. Fordi manden har fået lov til at appellere, gælder anonymiteten og pressebegrænsningerne i appelperioden.

Sagens forløb

Det hele begyndte i begyndelsen af 2022, hvor en journalist fra The Guardian fik kendskab til anklagerne, blandt andet fra to fortrolige kilder, ifølge GNM’s og ITN’s advokater. I maj 2022 kontaktede GNM manden om anklager om upassende adfærd. Han afviste dem, og det førte ikke til en artikel. I april 2023 aftalte The Guardian og ITN at samarbejde om en undersøgelse af manden.

Den 18. maj 2026 sendte de to medier breve til manden og bad ham kommentere anklagerne. Efter brevene forsøgte han selvmord og blev senere indlagt frivilligt på et privat psykiatrisk hospital. Hen over sommeren stak han af fra hospitalet og forsøgte selvmord igen. Senere på sommeren blev han tvangsindlagt til vurdering efter Mental Health Act og overflyttet til et NHS-hospital til behandling.

Den 10. september blev han udskrevet, da fortsat tvangsindlæggelse ikke blev anset for nødvendig. Ved et indledende retsmøde den 16. oktober var han tidligere blevet tildelt anonymitet. Den 22. oktober blev han igen tvangsindlagt til vurdering og overflyttet til et NHS-hospital. Retssagen foregik den 27. oktober, og dommer Nicklin afviste forbuddet den 3. november og gav samtidig tilladelse til at appellere.

Udvikling i sagen

  1. Tidslinje afdækker sagens forløb fra 2022 til dommen den 3. november

Mest læste