Det er én ting at have en god idé. Noget helt andet at føre den ud i livet. Den smertefulde kløft mellem de to størrelser er præcis, hvad TV 2’s nye serie ‘Alle elsker Rasmus’ illustrerer med pinlig tydelighed.
Konceptet er faktisk ret vildt: Komiker Rasmus Wallbridge tror, at han er ved at realisere sin drøm om at lave den første danske ‘Scary Movie’-parodi sammen med sin ‘Wellington Special’-makker Martin Johannes Larsen. Han tror, at Nordisk Film er gået videre med hans pitch – en pitch, der angiveligt kulminerer i »en voldsom sexscene, hvor jeg bliver slikket i røven af en dæmon«.
149 mennesker i på løgnen
Det er naturligvis alt sammen arrangeret. Alle 149 involverede mennesker spiller skuespil, og Rasmus ved det ikke. I fire måneder caster han skuespillere, networker med danske stjerner og indspiller sin film i lykkelig uvidenhed.
At navne som Anders W. Berthelsen, Casper Christensen, Josephine Højbjerg, Anna Munch og Malte Ebert alle er med på noderne – og ingen af dem har talt over sig – er genuint imponerende. Hatten af for gode pokerfjæs, som man siger.
Men her stopper rosen desværre.
Skyggen fra ‘Jury Duty’
Konceptet er ikke nyt. Den amerikanske serie ‘Jury Duty’ gjorde det samme, og den svære, men vellykkede toer ‘Jury Duty presents: Company Retreat’. Her blev to uvidende og uskyldige mænd udsat for henholdsvis en absurd retssag og en akavet firmaudflugt – alt sammen iscenesat. Resultatet var et lille mesterværk af en genreblanding, som man stadig taler om.
‘Alle elsker Rasmus’ er naturligvis ikke forpligtet til at slå den amerikanske forgænger. Men sammenligningen afslører seriens mest åbenlyse problem: Der sker simpelthen ikke nok. Og det, der sker, løfter sig aldrig over det hverdagstrivielle.
Hvor ‘Jury Duty’ bød på scener, der kunne stå på egne ben som comedy – en mand afslører sine seksuelle fantasier over for sine kolleger under hypnose, et vidne forhører sig selv i retssalen – er de tilsvarende ‘pranks’ i ‘Alle elsker Rasmus’ langt mere blodfattige.
Akavet stilhed er ikke en joke
Bare for at give et billede af niveauet: I de første tre afsnit oplever Rasmus blandt andet akavet stilhed på et Zoom-opkald, at Anders W. Berthelsen tager mærkeligt meget morgenbrød med til et møde, og at hans farvetingede briller bliver kritiseret som uprofessionelle.
Det er scenarierne, der angiveligt skal bære seriens komik. Og det er her, serien for alvor skuffer.
Der er dog lyspunkter. Når Rasmus Wallbridge selv får frie tøjler – som i den scene, hvor han skal improvisere sig igennem Casper Christensens fiktive 70’er-inspirerede serie – skinner det igennem, at manden er oprigtigt morsom. Det var første gang, anmelderen oprigtigt grinte.
Men pointen er netop den: At Rasmus Wallbridge er en dygtig komiker, behøvede man ikke 149 medskyldige og fire måneder med skjult kamera for at dokumentere.
Man kan håbe, at de resterende afsnit skruer op for galskaben og lever op til det potentiale, præmissen lover. Men indtil videre føles ‘Alle elsker Rasmus’ mest af alt som at få en intern joke genfortalt af den ven, der altid insisterer på, at man burde have været der.
Anmeldelsen er baseret på seriens første tre afsnit.
