Youtuberen Daniel Klink Nørremark, bedre kendt som Dingo, er blevet godkendt til en særlig kræftbehandling i Tyskland. Den 27-åriges familie fortæller, at han har fået tilbudt den allersidste plads i behandlingsforløbet.
Det skriver familien på hjemmesiden for indsamlingen ‘Knæk Dingos Hjernecancer’, som BT omtaler. Pladsen gælder, forudsat at han opfylder de nødvendige medicinske og praktiske inklusionskriterier.
»Det er en kæmpe lettelse for os alle og giver os noget konkret at håbe på midt i en meget uvis tid,« lyder det fra familien.
Aggressiv kræftform
Det kom frem i foråret, at Daniel Klink Nørremark har glioblastom grad 4, en aggressiv form for hjernekræft. I Danmark har han været igennem et omfattende forløb med operation af hjernetumoren, strålebehandling og kemoterapi.
Men mulighederne er begrænsede. Den nuværende behandling har alene til formål at forlænge hans liv.
I slutningen af oktober gav han endelig lyd fra sig i en video på YouTube, hvor han fortalte om sygdommen.
Behandling, der ikke tilbydes i Danmark
Familien har søgt på tværs af landegrænser og fundet frem til behandlingen ParvOryx (H-1-parvovirus). Den tilbydes ikke i Danmark. Der er tale om en angiveligt eksperimentel kræftbehandling, som bruger en onkologisk virus til at angribe kræftceller og aktivere kroppens immunforsvar.
Behandlingen er undersøgt hos patienter med glioblastom grad 1 og 2. Her har man blandt andet set tegn på, at virussen kunne nå hjernetumoren, og der blev observeret tegn på immunaktivering.
»De tyske læger er overbeviste om, at Daniel kan være et match. Vi tror på, og er overbeviste om, at netop denne behandling kan gøre en reel forskel for Daniel og måske endda blive det mirakel, vi håber på,« skriver familien på indsamlingens hjemmeside.
Vaccine og Avastin hver tredje uge
- Behandlingen består af en vaccine, der placeres i tumoren i hjernen.
- Den kombineres med medicinen Avastin hver tredje uge.
- Avastin er godkendt i Danmark, men ikke til Daniels kræftform.
Derfor har familien søgt om at få medicinen godkendt herhjemme. Det skal gøre, at han slipper for at rejse til Tyskland hver tredje uge for at få den.
Daniel Nørremark blev oprindeligt kendt som en af landets dygtigste FIFA-spillere. I november 2020 lagde han controlleren på hylden for at satse på en karriere inden for YouTube og streaming. Han har 109.000 abonnenter på YouTube.
