Big Bowl Valby får sur smiley og bøde på 22.500 kroner efter fund af pelsede belægninger

Bjørn L.B.

Fødevarestyrelsen fandt grå pelsede belægninger og formodet skimmel i det velkendte bowlingcenter i Valby. Det udløste en sur smiley og en bøde.

Big Bowl Valby er igen røget i problemer efter et besøg fra Fødevarestyrelsen. Det velkendte bowlingcenter har fået en sur smiley og en bøde på 22.500 kroner, efter kontrollørerne fandt flere steder med ‘grå pelsede belægninger’.

Det fremgår af kontrolrapporten, skriver BT med henvisning til TV 2 Kosmopol.

Skimmel i isterningemaskinen

Ifølge TV 2 Kosmopol blev Fødevarestyrelsen blandt andet mødt af synet ved slushicemaskinen. Her fandt kontrollørerne både spildte væsker og gamle nedfaldne fødevarer.

I bowlingcenterets baglokale blev der gjort flere fund. I isterningemaskinen fandt kontrollørerne sorte pletter af formodet skimmel i loftet, siderne og lamellerne.

På et sort køleskab i baren var der yderligere pelsede belægninger rundt i kanten.

Ikke første gang

Big Bowl Valby havde ifølge TV 2 Kosmopol ingen bemærkninger til rapporten. På grund af forholdene endte centeret med en sur smiley og en bøde på 22.500 kroner.

Det er ikke første gang, at bowlingcenteret har problemer under en kontrol fra Fødevarestyrelsen. Også i februar gjorde kontrollører fund under et besøg.

Mest læste