Ebolaudbruddet i Den Demokratiske Republik Congo har rundet en alvorlig milepæl. Antallet af bekræftede smittetilfælde er nu steget til over 1.000, oplyser landets regering ifølge Reuters.
Samtidig er mindst 254 mennesker døde blandt de registrerede tilfælde. Tallene viser, at udbruddet fortsat udvikler sig hurtigt i en region, hvor sundhedsmyndighederne i forvejen arbejder under ekstremt vanskelige forhold.
Verdenssundhedsorganisationen WHO advarede fredag om, at situationen forværres i højt tempo. Organisationen forsøger stadig at holde trit med et udbrud, som især har ramt den nordøstlige del af landet, men som også har fået følger uden for DR Congos grænser.
“Udbruddet er fortsat alvorligt og udvikler sig meget hurtigt,” sagde Marie-Roseline Belizaire, WHO’s chef for nødhjælp i Afrika, på et pressemøde ifølge Reuters.
WHO peger samtidig på, at indsatsen på jorden bliver styrket dag for dag. Men organisationen lægger ikke skjul på, at udviklingen er dybt bekymrende. Det gælder især, fordi sygdommen spreder sig i områder, hvor mange års uro og væbnede konflikter har svækket både sundhedssystemer og myndighedernes muligheder for at reagere hurtigt.
Smittens epicenter ligger i provinsen Ituri i den østlige del af DR Congo. Også Nord-Kivu og Syd-Kivu er hårdt ramt. De tre provinser har i årevis været præget af konflikt, og det gør arbejdet med smitteopsporing, behandling og forebyggelse langt mere kompliceret end ved et udbrud i mere stabile områder.
Når sundhedsarbejdere ikke kan bevæge sig frit, og når lokalbefolkningen lever med usikkerhed og vold, bliver det sværere at isolere smittede, finde deres nære kontakter og bryde smittekæderne. Det er en væsentlig forklaring på, at WHO fortsat vurderer situationen som særdeles alvorlig.
Organisationen anslår, at det aktuelle udbrud har en dødelighed på mellem 30 og 50 procent. Det gør ebola til en af de mest frygtede virussygdomme i verden, ikke mindst fordi sygdommen kan udvikle sig hurtigt og kræver en massiv sundhedsindsats for at blive bragt under kontrol.
Udbruddet er heller ikke længere begrænset til DR Congo. Sygdommen har spredt sig til nabolandet Uganda, hvor flere personer både er blevet smittet og er døde. Dermed vokser bekymringen for, at udbruddet kan få endnu større regional betydning, hvis det ikke bliver inddæmmet hurtigt.
Det er den sjældne ebolavariant bundibugyo, der er i omløb. Ifølge de tilgængelige oplysninger findes der hverken en godkendt behandling eller en vaccine mod netop denne variant. Det gør indsatsen endnu mere krævende, fordi sundhedsmyndighederne i høj grad må støtte sig til klassiske epidemiredskaber som isolation, overvågning, kontaktopsporing og lokal information.
Både Læger uden Grænser og Oxfam advarede i sidste uge om, at det fulde omfang af udbruddet fortsat er uklart. Den vurdering peger på, at de officielle tal kan være et øjebliksbillede i en situation, hvor nye tilfælde stadig bliver opdaget, og hvor adgangen til visse områder kan være begrænset.
Africa CDC har også advaret om, at udbruddet risikerer at udvikle sig til det værste ebolaudbrud nogensinde. Den vurdering bygger på kombinationen af hurtig smittespredning, høj dødelighed og de særlige udfordringer i de konfliktramte provinser.
Udbruddet blev erklæret 15. maj, og WHO har siden klassificeret det som en international sundhedskrise. Den status bruges ved hændelser, der vurderes at udgøre en alvorlig risiko på tværs af landegrænser og kræver koordineret international handling.
Også Danmark har meldt sig på banen. Udenrigsministeriet oplyste for få dage siden, at Danmark vil støtte ebolaindsatsen med 33 millioner kroner. Bidraget kommer på et tidspunkt, hvor internationale organisationer efterlyser flere ressourcer til både akut behandling og forebyggelse.
Selv om WHO fremhæver, at indsatsen bliver stærkere, er hovedbudskabet stadig klart: Udbruddet er langt fra under kontrol. De seneste tal viser, hvor hurtigt situationen kan ændre sig, når en dødelig virus rammer områder med svag infrastruktur og vedvarende konflikt.
For sundhedsmyndighederne handler de kommende uger derfor ikke kun om at behandle de allerede smittede, men også om at forhindre, at endnu flere lokalsamfund i det centrale Afrika bliver ramt af sygdommen.