En vision der blev ved
Når Donald Trump i august 2019 første gang udtrykte interesse i at købe Grønland, blev det mødt med afvisning fra både grønlandske og danske ledere. Grønlands daværende landsstyreformand Kim Kielsen var kategorisk: Grønland er ikke til salg. Det samme budskab kom fra statsminister Mette Frederiksen, der kaldte idéen “absurd”. Men Trump gav ikke slip. Året efter ville han være tilbage med det samme krav.
Det, der startede som en bizarre nyheds-headline, viste sig at være udtryk for en konsistent strategi fra Trump-administrationen. Bag ønsket om at få kontrollen lå en sikkerhedspolitisk kalkyle: Grønland ligger strategisk vigtig i Arktis, hvor både Rusland og Kina øger deres militære aktiviteter. For USA’s verdensomspændende militære tilstedeværelse var øen ikke bare interessant – den var ifølge Trump afgørende.
I december 2024, blot uger efter at Trump var blevet genvalgt til sit anden præsidentperiode, tiltog presset markant. Han skrev på sit eget sociale medie Truth Social, at “ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende” for den nationale sikkerhed. Samtidig udpegede han forretningsmanden Ken Howery som ambassadør til Danmark – et signal om, at Grønland-spørgsmålet skulle blive et hovedfokus i det amerikanske forhold til Danmark.
Trusler og militær diplomati
Januar 2025 blev det vendepunkt, hvor Trumps ord blev til konkrete handlinger. Efter at USA med militær magt havde afsat Venezuelas præsident, gentog Trump sit krav om Grønland. Hans søn, Donald Trump Jr., blev sendt til øen som et værdigt tegn på amerikanske ambitioner. “Grønland er et fantastisk sted, og dets folk kommer til at drage stor fordel af det, hvis og når det bliver en del af vores land,” skrev Trump på Truth Social.
Mere kontroversielt blev Trumps udtalelser om, hvad han ville være villig til at gøre for at nå sit mål. På et pressemøde i Florida blev han spurgt direkte, om han ville udelukke brug af militær eller økonomisk tvang over for Grønland. “Nej, jeg kan ikke love noget,” var hans svar. Han tilføjede, at han overvejede at pålægge danske varer særlige toldsatser, hvis Danmark ikke ville sælge.
Statsminister Mette Frederiksen reagerede kraftigt. I en telefonsamtale med Trump den 15. januar gjorde hun det krystalklart: Grønland er ikke til salg. Hun understregede samtidig, at “alting hører op”, hvis USA valgte at angribe et andet Nato-land – en henvisning til, at Danmark er medlem af Nato, og at ethvert forsøg på at fratage Grønland dets suverænitet ville være en krig mod en allieret.
Fra pres til forhandlinger
Gennem foråret 2025 eskalerede det amerikanske pres. I marts sendte Trump en højtstående delegation til Grønland, hvilket statsminister Frederiksen karakteriserede som “uacceptabelt pres”. Den fungerende grønlandske regeringsleder, Múte B. Egede, kaldte besøget en mangel på respekt. I slutningen af måneden besøgte vicepræsident J.D. Vance den amerikanske militærbase Pituffik Space Base (tidligere kendt som Thulebasen), hvilket understreger, at USA havde nok infrastruktur på stedet til at kunne projicere militær magt.
December 2025 bragte endnu et tegn på Trumps seriøsitet. Han udpegede gouvernøren fra Louisiana, Jeff Landry, som særlig udsending til Grønland med det eksplicitte formål at “gøre Grønland til en del af USA”. Danmark protesterede ved at indkalde den amerikanske ambassadør til en samtale i Udenrigsministeriet.
Men parallelt med det amerikanske pres begyndte der også at tegne sig en løsningsmodel. I januar 2026 mødte dansk og grønlandsk udenrigspolitisk ledelse med vicepræsident Vance og udenrigsminister Marco Rubio i Washington. Efter mødet erklærede dansk udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at “vi er enige om at være uenige” – et diplomatisk formuleringer, der indikerede, at parterne havde accepteret, at de ikke ville blive enige om kernespørgsmålet (Grønlands suverænitet), men kunne arbejde sammen omkring andre områder.
Sikkerhedsaftale i sigte
Løkke meddelte samtidig, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe til at se på, hvordan man kunne imødekomme amerikanske sikkerhedsinteresser i Grønland, samtidig med at Danmark bevarede sin suverænitet. Dette blev starten på de reelle forhandlinger.
I maj 2026 landede Trumps særlige udsending, Jeff Landry, i Grønland og mødte grønlandsk regeringsleder Jens-Frederik Nielsen. Det var tegn på, at man nu forhandlede. Juli bragte endnu et Nato-topmøde i Ankara, hvor Trump gentog, at Grønland bør være amerikansk kontrolleret, mens han samtidig truede med at trække amerikanske styrker ud af Europa. Det var både pisk og gulerod – hvis Europa ville opfylde hans ønsker om øget militær spendering og amerikanske interesser i strategiske områder som Grønland, ville han fortsætte sikkerheden. Hvis ikke, ville han gøre det dyrere.
Den 18. september sent fredag aften dansk tid – præcis tidspunktet vægt til at undgå maksimal mediebevågenhed – skrev Trump på Truth Social, at USA, Danmark og Grønland havde indgået en aftale om Grønland, der gav USA “permanent kontrol over sikkerheden”. Samtidig meddelte dansk statsministerium, at en aftale kunne underskrive i den kommende uge. Grønlands minister for udenrigsanliggender, Múte B. Egede, skrev på Facebook, at en “aftale er inden for rækkevidde”.
Efter næsten syv år og gennem flere år af trusler, prestisjekamp og diplomatisk stridigheder, var et resultat endelig nået. For Trump betydede det amerikanernes adgang til arktisk sikkerhed. For Danmark og Grønland var det en pragmatisk løsning, der accepterede amerikansk interesser uden at afgive suverænitet. Den lange kamp om Grønland havde fået sit endeligt – eller var den bare gået i døgn?