Handelsmændene i Windhoek’s største kødmarked, Single Quarter, har måttet se deres forretninger blive bremset kraftigt. Francisco, en af markedets sælgere, forklarer situationen, da han tilbereder traditionel kapana-sauce. “Vi måtte lukke markedet i flere dage. Det var lige før weekenden og månedsslutningen. Det er tiden, hvor vi har mest brug for pengene,” siger han, mens tomme stande omkring ham vidner om manglen på kunder.
Mund- og klovesyge (FMD) blev bekræftet første gang på en større gård i Karasburg den 23. september 2026. Ved præsident Netumbo Nandi-Ndaitwah’s tale den 5. oktober var der registreret 127 positive tilfælde på 15 gårde. Veterinære hold havde inspiceret næsten 30.000 dyr på 68 gårde og etableret 20 overvågningsteams samt 10 vejspærringer i området.
Tre dage senere blev sygdommen bekræftet i en anden region. Laboratorietests viste FMD på kvæg på Kalala Island i den nordlige Zambezi-region. En massiv udfordring stod pludselig klart: sygdommen havde spredt sig ud over hele landet.
EU stopper importen – store økonomiske konsekvenser
Den 5. oktober annoncerede Den Europæiske Union en midlertidig suspension af import af frisk kød fra kvæg, får og geder fra Namibias tidligere godkendte eksportzone, NA-1. Suspensionen omfatter også visse forarbejdede kødprodukter som biltong og jerky. Målingen er ikke en total embargo – visse behandlede produkter forbliver godkendt – men for Namibias eksportindustri er følgerne alligevel potentielt katastrofale.
Marianne Pretorius, kommunikationschef ved Namibia Agricultural Union, udtaler: “Udbruddet har været et stort slag for vores land. Begrænsningerne er smertefyldte, men de er nødvendige, og NAU støtter dem.” Hun advarer dog om, at priserne kan forblive pressede længe efter, at hjemmemarkedet geåbner. “Når eksportmarkeder lukkes, føler alle husdyrproducenter i landet det,” siger hun.
Små handelsmænd og landmænds despererede situation
I Katutura, Windhuks største township, er usikkerheden om oksekødsforsyninger en yderligere økonomisk belastning for beboerne, som beskriver kød som en grundsten i namibisk diæt. I supermarkeder som den i Okuryangava-forstaden er præmiumbefkød allerede helt udsolgt. Butikschef Enrico De Azevedo, 23, konstaterer, at forbrugerne panikker: “Vi så mennesker købe kødt på samme måde, som de hamstertede toiletpapir under COVID-19.”
En anonym kapana-sælger beskriver de økonomiske realiteter skarpt: “Vores handel er langsom. Vi kæmper for at købe kød, men uden det kan vi ikke overleve. Det er vores levebrød. Kødet er meget dyrere nu, så vi tjener samlet set færre penge. Hvis det fortsætter i tre måneder, bliver det meget skidt for os.”
For landmændene er situationen lige så kritisk. Gert Engelbrecht, en 40-årig landmand fra Aranos, beretter, at begrænsningerne har skabt økonomisk og følelsesmæssig belastning. “Vores husdyr er ikke blot en forretning for os; det er vores levebrød og noget, vi har investeret vores liv i. At kunne flytte og sælge husdyr er grundlæggende for at drive gården. Det påvirker landmænds hele landet, når bevægelse og markeder begrænses.”
Indgribende tiltag for at stoppe spredningen
Namibias regering har skærpet bekæmpelsen af sygdommen markant. Den 5. oktober suspenderede regeringen bevægelsen af klovdelte dyr og deres råvarer, annullerede tidligere udstedte bevægelsestilladelser og standsede kvægauktioner og uformelle markeder. Nødvaccination er påbegyndt i de berørte områder.
Fra oktober påbegyndte Namibia konstruktionen af en veterinær kordonhegn langs Orange River i //Kharas-regionen for at styrke kontrollen langs grænsen til Sydafrika. Målrettet hegn og tiltagelse af grænsekontrol skal begrænse dyrebevægelser og reducere risikoen for yderligere infektioner.
Sygdommen påvirker også Namibias kødforarbejdningsindustri. Meat Corporation of Namibia (Meatco) har placeret omkring 400 produktionsarbejdere på tre ugers særlig orlov med fuld løn. Meatco har betalt landmændene N$31 millioner – omkring 1,8 millioner amerikanske dollars – for kvæg leveret mellem 29. august og 11. september. Usikkerheden om fremtidige salg og eksportadgang forbliver dog massiv.
Engelbrecht afslutter dog med tro på, at situationen kan løses: “Landmændene er kamphaner. Vi forstår, hvorfor begrænsninger er nødvendige, men vi sidder ikke og venter på, at nogen anden skal løse dette. Vi arbejder sammen med de veterinære myndigheder for at få denne sygdom under kontrol, genvinde vores statuskvalitet og gendanne adgangen til vores markeder.”