Næsten alle børn i verden lever i dag med en eller anden form for klimarelateret risiko. Det fremgår af en ny rapport fra FN’s børnefond, Unicef, som sætter tal på, hvor massivt presset fra klimaforandringerne er blevet for verdens yngste.
Rapporten viser, at omkring 2,3 milliarder børn er udsat for mindst én klimarisiko. Det svarer til næsten alle verdens cirka 2,4 milliarder børn. Samtidig lever to milliarder børn med mindst to klimafarer, mens 1,1 milliard er udsat for mindst tre overlappende risici.
Dermed peger rapporten ikke kun på, at klimaforandringerne rammer bredt. Den viser også, at mange børn bor i områder, hvor flere former for ekstremt vejr og naturpåvirkninger rammer på samme tid. Det øger risikoen for alvorlige konsekvenser for både sundhed, skolegang, adgang til vand og den generelle tryghed i hverdagen.
Unicef har i analysen holdt data om, hvor verdens børn bor, op mod den geografiske udbredelse af otte almindelige klimarelaterede påvirkninger. Det drejer sig om kystoversvømmelser, flodoversvømmelser, tørke, tropiske storme, hedebølger, ekstrem varme, skovbrande og sandstorme.
Hedebølger er i rapporten defineret som mindst tre dage med temperaturer over en tærskel, der varierer fra land til land. Ekstrem varme dækker derimod temperaturer over 35 grader.
Særligt de børn, der lever med tre eller flere samtidige klimarisici, er i fokus i rapporten. Her er den mest udbredte kombination tørke, ekstrem varme og hedebølger. Den rammer ifølge rapporten omkring 296 millioner børn verden over.
Nigeria er det land, hvor flest børn er udsat for netop den kombination. Her gælder det 74 millioner børn. I Pakistan drejer det sig om 34 millioner, mens 32 millioner børn i Indien lever med de samme tre risici.
Rapporten peger også på, at udviklingen er gået den forkerte vej over de seneste to årtier. Antallet af børn, der er udsat for tre eller flere klimarisici, er steget markant i løbet af de seneste 20 år.
Det understreger, at klimaforandringerne ikke længere er et fremtidsscenarie, men en voksende realitet for børn i store dele af verden. For mange handler det ikke om enkeltstående naturbegivenheder, men om et livsvilkår præget af tilbagevendende tørke, længere perioder med ekstrem varme eller risiko for oversvømmelser og storme.
Ud over de 1,1 milliard børn, der lever med mindst tre klimafarer, viser rapporten, at 364 millioner børn står over for mindst fire. I den mest ekstreme ende befinder 123.000 børn sig i områder, hvor de er udsat for mindst syv forskellige typer klimafarer.
Af dem opholder omkring 46.000 sig i Myanmar, som dermed skiller sig markant ud i rapportens opgørelse over de hårdest ramte områder.
Unicef fremhæver samtidig, at belastningen langt fra er jævnt fordelt. Nogle regioner er langt hårdere ramt end andre, og rapporten peger især på Afrika syd for Sahara og dele af Sydasien som særlige brændpunkter.
Det betyder også, at børn i nogle af verdens i forvejen mest sårbare områder rammes dobbelt. De lever ofte i lande med færre ressourcer til klimatilpasning, samtidig med at de udsættes for flere og mere intense klimarelaterede hændelser.
“Børn står forrest i rækken, når det gælder konsekvenserne af klimaforandringerne,” siger Unicef-chef Catherine Russell.
En af rapportens forfattere, Tom Slaymaker, peger på, at det er svært at udpege ét enkelt sted som det værste for et barn at bo. Men han understreger, at risikoen tydeligt samler sig i bestemte dele af verden.
“Der er ikke noget meget kort svar. Men de er ikke alle lige. Vi ser nogle brændpunkter. Det er meget koncentreret i Afrika syd for Sahara og dele af Sydasien.”
Rapportens hovedbudskab er klart: Klimakrisen er også en børnekrise. Tallene viser, hvor tæt klimaforandringer og børns levevilkår nu hænger sammen, og hvor mange børn der allerede vokser op med flere samtidige trusler fra varme, tørke, oversvømmelser og storme.
For Unicef er pointen ikke kun at beskrive omfanget, men også at synliggøre, hvor skævt konsekvenserne rammer. Selvom klimaforandringerne er et globalt problem, er det langt fra alle børn, der bærer den samme byrde. Rapporten viser tværtimod, at risikoen samler sig dér, hvor sårbarheden i forvejen er størst.