Donald Trump stillede et spørgsmål til amerikanerne i torsdags, som ingen kan svare på. “Kan I huske det,” spurgte han, og refererede til et påstået massivt strømnedbrud i USA for to år siden.
Der er blot et problem med præsidentens påstand: det strømnedbrud fandt aldrig sted.
Det er langt fra første gang, at Trump bliver taget i at fortælle historier, der ikke holder stik. Men denne gang er mønsteret særlig tydeligt. Påstanden passer nemlig perfekt ind i hans vedvarende kamp mod vindenergi – en industri, som Trump konsekvent har kritiseret og søgt at underminere.
Når præsidenten spørger “kan I huske det,” appellerer han til en fælles erindring blandt amerikanerne. Det er en klassisk retorisk teknik, der skal få påstanden til at virke troværdig. Men når begivenheden ikke eksisterer, bliver spørgsmålet til noget helt tredje: en måde at få løgnen til at lyde som en selvfølge.
Trumps forhold til fakta har længe været kontroversielt. Gennem årene har han gjort sig bemærket for at fremsætte påstande, som faktacheckers har måttet afvise igen og igen. Men hvad der gør denne situation særlig bemærkelsesværdig, er, hvordan den falske historie bliver brugt som våben i en større politisk kamp.
Vindenergi er blevet et af Trumps yndlingsobjekter for kritik. Han har gentagne gange påstået, at vindmøller er ineffektive, ødelægger landskabet, og at de på mystisk vis forårsager problemer for elnettet. Disse påstande strider ofte mod det, som energieksperter og data viser. Men ved at opdigte en konkret begivenhed – et massivt strømnedbrud – forsøger Trump at give sine kritikpunkter en tilsyneladende faktisk grundlag.
Det er en strategi, der fungerer på flere niveauer. For det første appellerer det til menneskers naturlige tendens til at stole på deres egen hukommelse. Hvis præsidenten spørger, om man kan huske noget, antager mange mennesker, at det må være sandt – ellers ville han ikke spørge. For det andet skaber det tvivl hos dem, der måske ikke helt kan huske, hvad der skete for to år siden. Og for det tredje giver det Trump mulighed for at påstå, at medierne ikke dækker vigtige historier, hvis nogen påpeger, at begivenheden ikke fandt sted.
Når en præsident systematisk opdigter begivenheder for at understøtte sin politiske agenda, rejser det alvorlige spørgsmål om troværdighed og sandhed i offentlig debat. Det handler ikke længere blot om forskellige politiske synspunkter eller fortolkninger af fakta. Det handler om, hvorvidt virkeligheden selv bliver gjort til genstand for manipulation.
For amerikanerne betyder det, at de må være ekstra kritiske over for påstande fra deres leder – selv når de præsenteres som spørgsmål, der appellerer til fælles erindringer. Fordi som denne sag viser, kan selv de mest direkte spørgsmål være baseret på fiktioner.