Mere end tre år ind i krigen mellem Sudans væbnede styrker (SAF) og Rapid Support Forces (RSF) er Sudan i desperat behov for en politisk løsning. Kampene har forårsaget umenneskelige lidelser, og en rent militær sejr kan ikke genopbygge staten eller forene det splittede samfund. Under sådanne omstændigheder fortjener enhver indsats for at fremme sudansk-sudansk dialog alvorlig overvejelse i stedet for ligefrem afvisning.
Tillidsfulde første skridt
I august lancerede en selvudnævnt komité på 19 sudanske offentlige personligheder, ledet af Ahfad Universitets præsident Qasim Badri, en initiativ for at forberede grundlaget for national dialog inden for Sudan. Medlemmerne havde tidligere mødt SAF-chef general Abdel Fattah al-Burhan og krævet ophævelse af juridiske begrænsninger på oppositionspolitikere. Myndighederne udstedte herefter et dekret om atDroppe visse politisk motiverede anklager mod sudanere i udlandet, der vender tilbage for at deltage i dialog, samt give deltagerne midlertidigt juridisk beskyttelse. Dette er begrænsede, men vigtige tillidsopbyggende foranstaltninger.
Initiativet har imidlertid mødt stærk modstand. Den civile koalition Sumoud, ledet af tidligere premierminister Abdalla Hamdok, og Ta’sis, en alliance der omfatter RSF, har været imod den foreslåede interne dialog. De sætter spørgsmålstegn ved initiativets uafhængighed og advarer om, at forhandlinger i armékontrollerede områder kunne legitimere al-Burhans autoritet og cementere landets splittelse. Disse bekymringer er berettigede og fortjener alvorlig opmærksomhed.
Komiteen erklærer imidlertid, at den ikke søger at forhandle Sudans fremtid eller bestemme dagsordenen for en national dialog. Dens rolle er at hjælpe med at skabe betingelser for, at sudanske politiske aktører kan engagere hinanden direkte. Spørgsmålet er, om den kan opfylde denne rolle uden at tillade, at en side af konflikten dominerer processen. At afvise initiativet, før det har fået mulighed for at demonstrere sin værdi, ville være for hastigt.
En dødvande skal brydes
Landets politiske aktører og civilsamfundsorganisationer er dybt uenige, tidligere mæglingsbestræbelser er mislykket, og krigen gør det stadig vanskeligere at opnå omfattende politisk engagement. Komiteens initiativ er et forsøg på at bryde denne dødvande. Bestræbelser på at forberede politisk dialog bør ikke udskyder til efter kampene er stoppet. At sikre våbenstilstand og humanitær adgang er hastende prioriteter, men forberedelse til politisk dialog kan foregå parallelt med indsatsen for at opnå disse.
Komiteens medlemmer blev ikke valgt, og de repræsenterer ikke alle politiske vælgergrupper. Komiteens legitimitet kan dog ikke bedømmes alene ud fra, hvordan den blev oprettet. Den skal også bedømmes ud fra, om den kan hjælpe med at bringe et bredere spektrum af politiske aktører ind i en national dialog. God hensigt alene kan ikke løse bekymringer om troværdighed. Politisk dialog kan kun lykkes, hvis deltagerne tror på, at processen er fair og uafhængig.
Komiteen skal vinde tillid
Komiteens møde med al-Burhan var en praktisk nødvendighed. Som arméchef og formand for Suverænitetrådet var han i stand til at imødekomme komiteens krav om juridisk beskyttelse. At være i kontakt med al-Burhan er i sig selv ikke det samme som at godkende hans autoritet. Men hvis initiativet bliver for tæt forbundet med armeen, kan andre politiske aktører opfatte det som en udvidelse af al-Burhans politiske agenda snarere end som en uafhængig facilitator. Komiteen må derfor demonstrere, at dens engagement strækker sig ud over militærmyndighederne, og at den er villig til at arbejde med politiske kræfter, der modsætter sig dem.
Initiativet blev lanceret i Khartoum, som er under arméens kontrol. Dette rejser en reel bekymring om, hvorvidt en proces, der begynder i territorium kontrolleret af den ene side af krigen, kan tiltrække tilliden fra politiske kræfter på tværs af landet. En national dialog kan ikke begrænses til én geografisk eller politisk vælgergruppe. Hele regioner har oplevet forskellige realiteter af krig, styring, fordrivelse og usikkerhed. Komiteen må finde måder at nå ud til dem, der lever uden for armékontrollerede områder, herunder sudanere fordrevet af kampene, og sikre, at de kan deltage frit og uden intimidering.
Sumouds og Ta’sis’s beslutning om at afvise initiativet ugyldliggør ikke automatisk processen. Deres bekymringer fortjener overvejelse, men ligefrem afvisning på dette tidlige stadium risikerer at lukke døren for mulighed for politisk engagement. Samtidig betyder deres fravær noget. Sudans krise er for dyb og kompleks til at blive behandlet af en enkelt politisk strømning. Komiteen kan ikke forvente, at hver interessent straks godkender dens initiativ, men den må skabe betingelser, der overtaler modvillige aktører til at deltage.
Regionale støtte giver håb
Den Afrikanske Unions Kommission og Det Arabiske Liga har også begruset initiativet, hvilket giver vigtig regional støtte. Deres godkendelse giver vægt til indsatsen for at genoplive sudanleststyret politisk dialog, selvom ekstern opbakning ikke kan erstatte tilliden fra Sudans egne politiske kræfter.
Komiteens initiativ bør derfor bedømmes uden overdreven optimisme eller automatisk mistillid. De juridiske foranstaltninger, der blev annonceret efter dens engagement med al-Burhan, er et opmuntrende første skridt, men den rigtige test ligger forude. Hjælper det med at fjerne juridiske og politiske forhindringer for oppositionelle aktører i praksis, ikke bare på papir? Kan det vinde tilliden fra dem, der har afvist det? Kan det sikre, at sudanere på tværs af landets politiske og geografiske grænselinjer har mulighed for at deltage frit?
Det er klart, at Sudans krise i sidste ende vil kræve, at sudanske aktører med dybt forskellige visioner for landets fremtid sidder sammen og engagerer hinanden politisk. Ingen komité kan gøre det på deres vegne. Ingen ekstern aktør kan gøre det for dem. En forberedende initiativ kan i bedste fald hjælpe med at skabe de betingelser, under hvilke sådan engagement bliver muligt. De bekymringer, som kritikere har rejst, bør ikke afvises, men de bør heller ikke være grund til at afvise initiativet, før det har haft mulighed for at imødekomme dem. Dem, der har afvist det, bør være åbne over for at genoverveje deres holdning, hvis komiteen demonstrerer, at den kan bygge en uafhængig og inklusiv proces.