Ægteskabet mellem prinsesse Märtha Louise og spirituel leder Durek Verrett har siden starten været omgærdet af kontroverser. Nu kaster et norsk medie lys over forhold, der ligger bag parrets store retssag mod 14 personer.
I oktober gik prinsessen og Verrett til retssag mod blandt andet Verretts ekskæreste med påstande om ærekrænkelser og brud på fortrolighedsaftaler. Et norsk medie har nu fået adgang til mailkorrespondance fra 2019, som tegner et billede af, hvorfor forholdet mellem Verrett og hans tidligere partner blev anstrengt.
Da Verrett og Märtha Louise blev et par i 2019, ønskede de at beskytte deres private forhold. Parrets advokater kontaktede derfor tidligere nære familiemedlemmer med anmodning om at underskrive tavshedsaftaler. Det var netop her, at Verretts ekskæreste – som var sammen med Verrett i otte år før deres opbrud i 2015 – blev inddraget.
Pengefordring mødt med afvisning
Ifølge mailkorrespondancen var ekskæresten ikke umiddelbart villig til at underskrive dokumentet. I stedet kom han med en betingelse: Durek Verretts tidligere separationsaftale skulle overholdes, specifikt skulle hans studielånsgæld fra dengang betales. Beløbet løb op til cirka 12.000 dollar – svarende til lidt over 80.000 danske kroner.
‘Efter at have tænkt over det, er jeg glad for at underskrive, men jeg kræver, at min separationsaftale med Durek overholdes i det omfang, at min studielånsgæld fra den periode betales. Det er omkring 12.000 dollar (…) Arranger det, så underskriver jeg,’ skrev ekskæresten.
Durek Verretts advokat afslog imidlertid anmodningen i sin svar-mail. Det var vendepunktet. Kort efter skrev ekskæresten tilbage med en tydelig trussel: ‘Bare så du ved det: Jeg begynder at svare på alle medietilbud fra i morgen.’
Advokater bruger sagen til at dokumentere motiv
I søgsmålet hævder Durek Verrett og prinsesse Märtha Louise, at der ikke var nogen juridisk forpligtelse til at betale det krævede beløb. Desuden præsenterer deres juridiske team mailkorrespondancen ikke som et selvstændigt erstatningskrav, men som bevis for at illustrere ekskærestens »motiv og bias«.
Parrets advokater argumenterer for, at ekskærestens senere udtalelser til medierne – og dermed beskyldningerne mod Verrett – direkte hænger sammen med frustationen over ikke at have modtaget pengene. Det bruger de til at underminere troværdigheden af hans påstande og påvise hans økonomiske incitament til at gå til pressen.
