Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har nu givet grønt lys til at udvide de militære operationer i Libanon markant. Søndag morgen nåede offensiven en både symbolsk og strategisk milepæl. Her rykkede israelske styrker frem mod Litani-floden og indtog den gamle middelalderfæstning Beaufort. Manøvren markerer en ny fase i konflikten, og det vækker minder om fortidens spor fra årtiers besættelse.
Beslutningen om at rykke dybere ind i Libanon kommer efter uger med intense kampe langs grænsen. Ifølge premierministeren er målet klart: De titusindvis af israelere, der er flygtet fra deres hjem i det nordlige Israel på grund af Hizbollahs raketangreb, skal kunne vende sikkert hjem igen.
Strategisk vigtig klippetop
Det var en taktisk prioritet for den israelske hær (IDF) at få kontrol over Beaufort-borgen. Den blev opført af korsfarere i det 12. århundrede og ligger på en stejl klippetop 700 meter over havets overflade. Fra denne position er der frit udsyn over store dele af det sydlige Libanon og direkte ind i det nordlige Israel.
For de militære strateger fungerer Beaufort som et naturligt overvågningstårn. Herfra kan man kontrollere alt, hvad der bevæger sig i de omkringliggende dale. Da Israel sidst besatte Sydlibanon fra 1982 til 2000, var borgen en af de mest centrale baser for IDF. At det israelske flag nu igen vejrer over de historiske mure, sender et tydeligt signal til både Hizbollah og det internationale samfund. Israel er parat til at genoptage kontrollen med de strategiske højdedrag.
Benjamin Netanyahu slog fast i en officiel udmelding, at operationen vil fortsætte, indtil de militære mål er nået.
»Vi vil genoprette sikkerheden for vores befolkning i nord, ligesom vi gjorde for befolkningen i syd. Det vil tage tid, men vi vil fuldføre missionen,« udtalte Benjamin Netanyahu ifølge Reuters.
Krydser den røde linje: Resolution 1701
Det er politisk sprængstof, at de israelske tropper nu opererer ved og nord for Litani-floden. I årtier har floden været betragtet som den afgørende grænse. Efter krigen i 2006 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 1701, som slog fast, at Hizbollah ikke måtte have væbnede styrker syd for Litani-floden. Formålet var at skabe en bufferzone til den libanesiske hær og FN-styrkerne (UNIFIL).
Men Israel har gentagne gange anklaget Hizbollah for at bryde aftalen ved at opbygge militær infrastruktur og missilarsenaler tæt på den israelske grænse. Ved at rykke frem med landtropper forsøger Israel nu at gennemtvinge den sikkerhedszone, som diplomatiet aldrig formåede at sikre.
Udvidelsen af operationen lægger et tungt pres på civilbefolkningen. IDF sender løbende evakueringsordrer ud til en række landsbyer dybere inde i Libanon. Det tyder på, at militæret planlægger yderligere fremrykning i de kommende dage.
Historiens ekko fra 1982
Begivenhederne vækker minder om invasionen i 1982, hvor Israel rykkede ind i Libanon for at fordrive PLO. Dengang førte operationen til en 18 år lang besættelse af Sydlibanon – en periode præget af guerillakrig og tab på begge sider.
Siden tilbagetrækningen i 2000 har Israel primært benyttet luftangreb og små, målrettede operationer. Men den nuværende offensiv beskrives som den mest omfattende landmilitære operation i 24 år. Analytikere peger nu på det helt store spørgsmål: Er Israel i gang med at etablere en ny, permanent sikkerhedszone, eller er der tale om en midlertidig indsats for at nedbryde Hizbollahs infrastruktur?
Mens de israelske tropper befæster deres positioner på Beaufort, afventer verden Hizbollahs modtræk. Samtidig vokser bekymringen for de humanitære konsekvenser for de tusindvis af libanesere, der lige nu er på flugt fra kampzonerne.