Forhandlingerne mellem Washington og Teheran er nu gået ind i en helt afgørende fase. Hvert eneste ord i de diplomatiske papirer bliver vendt og drejet på en guldvægt. Efter måneder med direkte militære sammenstød og en økonomi i knæ, ser den amerikanske regering nu en åbning, der kan ændre magtbalancen i Mellemøsten fuldstændigt.
Vicepræsident J.D. Vance stillede torsdag op foran pressen på flybasen Joint Base Andrews i Maryland, og her lød han forsigtigt optimistisk. Selvom den endelige underskrift stadig mangler, er parterne nu tættere på hinanden, end de har været i årevis.
– Vi kan ikke garantere, at vi når helt i mål, men lige nu har jeg en ret god fornemmelse, sagde vicepræsidenten.
Vance lagde ikke skjul på, at USA’s vigtigste mål er at bremse Irans planer om at blive en atommagt. Ifølge vicepræsidenten står USA nu et sted, hvor man kan sætte det iranske atomprogram markant tilbage, hvis aftalen falder på plads.
En 60-dages tænkepause
Det hele handler om et såkaldt Memorandum of Understanding (MoU) – en slags køreplan for de næste 60 dage. Ifølge oplysninger fra mediet Axios indebærer aftalen ikke bare en forlængelse af den nuværende våbenhvile, men også en ramme for helt nye forhandlinger om atomprogrammet.
Men man skal huske, at et MoU i diplomatiets verden ikke er det samme som en juridisk bindende traktat. Det er en hensigtserklæring, der samler de punkter, man er blevet enige om, men som stadig kræver grønt lys fra de øverste ledere. I USA venter dokumentet på præsident Donald Trumps endelige ja, mens meldingerne fra Iran er mere uklare.
– Det er svært at sige præcis hvornår, eller om præsidenten ender med at skrive under. Vi forhandler stadig frem og tilbage om de sidste formuleringer, sagde Vance ifølge Reuters.
Mens de amerikanske topfolk taler om fremskridt, lyder der andre toner fra Iran. Kilder tæt på de iranske forhandlere har over for nyhedsbureauet Tasnim afvist, at der overhovedet er en aftale på plads. Det understreger den enorme mistillid, der stadig hersker mellem de to lande.
Blodig forhistorie og lukkede søveje
Skal man forstå alvoren i de nuværende forhandlinger, skal man spole tiden tilbage til den 28. februar i år. Her eskalerede spændingerne til en direkte krig, da Israel og USA gennemførte omfattende luftangreb mod iranske mål. Iran svarede hurtigt igen med angreb på amerikanske militærbaser i regionen, hvilket sendte chokbølger gennem hele verden.
Selvom en midlertidig våbenhvile kom i stand i begyndelsen af april, har konsekvenserne været mærkbare for os alle. Siden krigen brød ud, har Iran reelt holdt Hormuzstrædet lukket. Det er en kritisk flaskehals for den globale energi, da omkring 20 procent af verdens olie og gas bliver fragtet gennem det smalle stræde.
Lukningen har skabt stor usikkerhed på markederne og presset energipriserne op. Det gør en diplomatisk løsning til en hastesag – ikke bare for USA, men for hele verdensøkonomien.
Ubekræftede meldinger fra Bushehr
Midt i de diplomatiske forsøg truer nye hændelser med at ødelægge processen. Tidligt fredag rapporterede iransk stats-tv, at et amerikansk fly var blevet ødelagt i den iranske by Bushehr, der er kendt for sit atomkraftværk. Meldingen kom direkte fra den lokale guvernør, Masoud Tangestani.
Fra amerikansk side bliver historien dog afvist blankt. En anonym embedsmand slår fast over for Reuters, at ingen amerikanske fartøjer er blevet skudt ned eller ødelagt i området. Den slags modstridende oplysninger er typiske for konflikter som denne, hvor informationskrigen er mindst lige så vigtig som de fysiske kampe.
Det er nu knap en uge siden, at præsident Trump første gang luftede muligheden for en aftale. Siden har både udenrigsminister Marco Rubio og nu J.D. Vance forsøgt at bane vejen for et gennembrud. Men indtil underskrifterne er sat, og Hormuzstrædet igen er åbent for fri sejlads, er freden i Mellemøsten stadig kun et skrøbeligt håb.