Diplomatiet mellem Washington og Teheran hænger lige nu i en tynd tråd. Selvom der er meldinger om fremskridt på flere punkter, er den endelige underskrift ikke lige om hjørnet. Det understreger det iranske udenrigsministerium, som gør det klart, at vejen til en løsning stadig er brolagt med store udfordringer.
Mandag satte Esmaeil Baghaei, talsmand for det iranske udenrigsministerium, ord på situationen. Han bekræftede, at der bliver arbejdet hårdt på at afslutte den militære konflikt, men han lagde samtidig en dæmper på de mest optimistiske forventninger. Ifølge Baghaei er det især de skiftende amerikanske holdninger, der skaber knas i forhandlingslokalet.
Hormuzstrædet er det helt store kort på bordet
Det hele handler om en politisk rammeaftale – et såkaldt memorandum of understanding – med 14 specifikke punkter. Men det mest presserende emne lige nu er ikke atomprogrammet. Det er derimod den kritiske situation i Hormuzstrædet.
Strædet fungerer som en maritim flaskehals i Golfen. Her bliver omkring 20 procent af verdens olie og gas normalt fragtet igennem. Siden konflikten eskalerede, har Iran reelt lukket af for passagen, og det har sendt chokbølger gennem de globale energimarkeder og fået olieprisen til at skyde i vejret. Forhandlingerne handler nu om en byttehandel: USA skal skrue ned for det militære pres og trække flåden lidt tilbage, mod at Iran garanterer, at de internationale skibe kan sejle sikkert.
Baghaei kom også ind på de økonomiske aspekter af kontrollen med strædet. Med en bemærkning, der lugter lidt af et krav om kompensation for sikkerhedsarbejdet, udtalte han ifølge Reuters: “Det er normalt, at udbudte tjenester har en pris”.
Konflikten der ændrede alt
Man skal se tilbage på de dramatiske begivenheder tidligere på året for at forstå alvoren. Konflikten eskalerede voldsomt den 28. februar, da USA og Israel angreb iranske mål. Iran svarede igen med en bølge af missiler og droner på tværs af regionen, og det kastede Mellemøsten ud i en af de mest direkte konfrontationer i nyere tid.
Der kom ganske vist en våbenhvile den 8. april, men de økonomiske og strategiske eftervirkninger er massive. Lukningen af Hormuzstrædet har ikke bare været et militært træk, men et benhårdt økonomisk våben, der har tvunget stormagterne til forhandlingsbordet. Den nuværende aftale lægger op til en overgangsperiode på 60 dage. Det er først derefter, at de rigtig svære emner, som Irans atomprogram, skal på bordet.
Signalerne fra Washington
I USA svinger meldingerne fra administrationen mellem optimisme og kontant afregning. Præsident Donald Trump skabte i weekenden håb om et hurtigt gennembrud, da han sagde, at en aftale næsten var på plads. Men kort efter trak han i land og bad sine folk om ikke at forcere noget for enhver pris.
Samtidig sender udenrigsminister Marco Rubio en utvetydig besked til Teheran. Under et besøg i Indien gjorde han det klart, at USA stiller hårde krav. Ifølge Rubio kommer USA enten til at indgå en aftale, der sikrer amerikanske interesser, eller også vil man “ordne det på en anden måde”.
Den retorik viser tydeligt, hvor svær en balancegang forhandlingerne er. For Iran handler det om at få løsnet det økonomiske kvælertag, mens USA kræver stabilitet i en region, der er afgørende for verdensøkonomien. Selvom de 14 punkter giver et fundament, viser de seneste dages udmeldinger, at tilliden mellem parterne stadig kan ligge på et meget lille sted.
De kommende uger vil vise, om de 60 dages overgangsperiode overhovedet bliver til noget, eller om de diplomatiske fremskridt endnu en gang drukner i den dybe mistillid, der har præget forholdet mellem USA og Iran i årtier.