En 14-årig dreng er torsdag eftermiddag blevet påkørt af en bil på Højelsevej i Lille Skensved, mens han kørte på sit el-løbehjul ved Skensvedhallen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Ulykken skete, da en 66-årig bilist fra Solrød skulle svinge til venstre. Bilisten vurderede, at der var fri bane og begyndte at dreje – men i samme øjeblik kom den 14-årige kørende på sit el-løbehjul, og bilen ramte ham.
Drengen blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor han blev behandlet for sine skader. Heldigvis havde han hjelm på.
Flere brud og forestående operation
Ifølge et opslag i Facebookgruppen “Lille Skensved 4623” har den 14-årige det efter omstændighederne godt, men har pådraget sig flere brud og skal opereres.
Opslaget er skrevet af drengens mor, der fortæller, at hun er i chok efter hændelsen, og at hun meget gerne vil i kontakt med føreren af bilen.
– Jeg kunne rigtig godt tænke mig at snakke med dig, der kørte Teslaen, for at høre, hvordan din oplevelse af hændelsen var. Jeg spørger, fordi jeg er moren til drengen og er i chok. Jeg har brug for at høre din version, hvis du vil dele den, skriver hun i opslaget.
Politiet har allerede talt med bilisten
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de allerede har haft kontakt til bilisten. Politikredsen opfordrer derfor moren til at henvende sig til dem, hvis hun ønsker at komme i kontakt med føreren.
Bilisten er på nuværende tidspunkt ikke sigtet i sagen, men efterforskningen fortsætter. Politiet vil desuden undersøge drengens el-løbehjul nærmere for at vurdere, om det lever op til gældende lovkrav.
Drengens mor er endnu ikke vendt tilbage på en henvendelse fra Dagbladet.
