Danmark har fået en ny regering. Men blækket på regeringsgrundlaget er knap nok tørt, før de politiske bølger går højt. Den nye SVM-konstellation kalder sig selv for et »arbejdsfællesskab«, men bag facaden gemmer der sig beslutninger, som vækker opsigt hos både eksperter og politiske modstandere.
En magtstruktur med orwellske undertoner
Noget af det, der bliver talt mest om, er Mette Frederiksens faste greb om magten. Selvom ministerholdet er bredt sammensat, er den reelle magt koncentreret i et lille, lukket koordinationsudvalg. Her sidder de tunge profiler som finansminister Nicolai Wammen og justitsminister Peter Hummelgaard, mens andre ministre må se langt efter de afgørende beslutninger.
Kritikere mener, at topstyringen skaber en skævhed, der leder tankerne hen på George Orwells klassiker »Kammerat Napoleon«. I debatten bliver der peget på det berømte citat:
»Alle grise er lige, men nogle grise er mere lige end andre«
Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det her handler om politisk fornyelse – eller om statsministeren bare vil cementere sin egen magt ved at svække de enkelte ministerier og den parlamentariske kontrol.
Historiske paralleller og politisk kynisme
Regeringen forsøger at sælge sig selv som »nødvendighedens stemme«. Det minder om Firkløverregeringen fra 1982 under Poul Schlüter. Dengang var opgaven bunden: Der skulle ryddes op efter 70’ernes økonomiske rod, som havde bragt Danmark tæt på afgrunden.
Men når den nuværende regering låner den historiske aura, kalder flere kommentatorer det for historieforvridning. Hvor Schlüters projekt var et klart borgerligt opgør, ligner SVM-regeringen mere et mudret eksperiment, der forsøger at gøre pragmatik til en ideologi i sig selv.
Udlændingepolitik og nye balancer
På udlændingeområdet forsøger regeringen at finde en svær balance. Socialdemokratiet holder fast i den stramme kurs med Kaare Dybvad Bek i spidsen, men Moderaterne og Venstre har bragt en ny dynamik med ind i ministerierne. Jakob Engel-Schmidt har som kulturminister og central figur i Moderaterne markeret en helt anden tone i værdidebatten.
Det skifte har fået borgerlige kritikere til at advare om en uklar kurs. De frygter, at det brede flertal bag dansk udlændingepolitik kan komme i fare. Spørgsmålet er nu, om regeringen kan holde sammen, når de første konkrete stramninger eller lempelser skal vedtages.
Økonomisk hokuspokus og ufinansierede løfter
Regeringsgrundlaget lover både skattelettelser og bedre velfærd. Men bag de flotte overskrifter gemmer der sig en økonomisk usikkerhed. Finansieringen er nemlig ikke helt på plads endnu. I grundlaget står der igen og igen: »Regeringen vil løbende anvise finansiering til de beskrevne initiativer«.
Økonomer kalder det for »hokuspokus«. Man lover penge væk, før de overhovedet er fundet. Samtidig introducerer man en ny toptopskat, som i praksis kan ende med at ramme de selvstændige og erhvervslivet hårdt.
En taktisk udnævnelse af Folketingets formand
Som en del af det politiske puslespil blev Søren Gade valgt som Folketingets formand. Det er rigets næsthøjeste embede, kun overgået af monarken. Gade er erfaren, men valget har vakt debat. Mange ser det som en ren studehandel for at få Venstre til at sige ja til regeringen.
Nu venter den første store test for regeringen. De skal bevise, at de kan levere på de mange løfter, uden at det hele falder fra hinanden under vægten af interne kompromiser.