Værnepligten som gave til nation og individ
Værnepligten under Den Kolde Krig var mere end blot militær træning. Den var en velsignelse, mener Ebbe Dal fra København, der peger på, hvordan værnepligten skabte bånd på tværs af sociale skel.
Når bagersvenden sov på stue sammen med studenten, og gartneren lærte den danskstuderende at grave skyttehuller, skete der noget afgørende. Mennesker fra helt forskellige baggrunde mødte hinanden på lige vilkår og opdagede, at de var afhængige af hinanden.
“Værnepligten er en gave for mænd og kvinder og for nationen. Den forsagte får stamina, den brovtende bliver opdraget, den fintfølende bliver mere robust, de fleste bliver stolte af at opdage, at de kan, tør og vil,” skriver Dal.
Ifølge Dal havde værnepligten også betydning for erhvervslivet. De, der blev udtaget til befalingsmænd, fik en praktisk lederuddannelse, som ikke kunne erstattes af undervisning i et klasselokale. Soldatertiden modnede de unge og gjorde dem til ansvarlige borgere på det præcise tidspunkt, hvor de fik stemmeret og skulle deltage i samfundslivet som voksne.
DR svigter sit public service-ansvar inden for nichesport
Mens Danmark fulgte VM i fodbold med massiv medieopmærksomhed, gik en dansk bokser i ringen i Madrid og erobrede et EM-bælte for første gang i 4,5 år. Få danskere fik det at vide.
Frederik G. Lehrmann fra København kritiserer DR for at negligere nichesportsgrene som boksning til fordel for omfattende dækning af fodbold-VM, selvom Danmark ikke engang deltog i turneringen.
“Alligevel har man fra DRs side valgt at engagere et halvt NFL-hold af journalister, hvoraf en god del er blevet sendt til værtslandene for at dække lækkerbiskner som Belgien mod Iran eller Marokko mod Haiti,” skriver Lehrmann.
Han henviser til DRs public service-kontrakt, som eksplicit forpligter DR til at have “en bred dækning af smalle idrætsgrene” og vise “alsidigheden i dansk idræt”. I kontraktens noter præciseres det, at smalle idrætsgrene omfatter “discipliner, der ikke er enten fodbold eller håndbold”.
Lehrmann mener, at en statsfinansieret medier af DRs størrelse burde kunne forventes at leve op til denne forpligtelse. I stedet blev en dansk EM-sejr i boksning skygget af VM-dækningen.
Grøn omstilling kræver både vision og virkelighed
Debatten om Danmarks energifremtid er ikke sort-hvid. Lars Peter Jensen fra Snekkersten argumenterer for, at grøn omstilling kræver både ambition og realisme.
Han er enig med kronikør Bjarke Møller i, at Danmark skal gøre sig fri af fossil afhængighed. Men han påpeger, at Møller springer over det vigtigste spørgsmål: hvordan vi faktisk kommer fra den nuværende situation til den ønskede energiforsyning.
“Det er let at være enig i målet. Det vanskelige er at føre en energipolitik, der også fungerer i overgangsfasen,” skriver Jensen.
Han understreger, at Europa i de kommende år fortsat vil være afhængig af fossile brændsler til industri, transport, varme og elforsyning. Elnet, lagring, reservekapacitet og elektrificering er endnu ikke udbygget i tilstrækkeligt omfang til, at man ansvarligt kan udelukke olie og gas fra ligningen.
Jensen ser ikke et modsætningsforhold mellem grøn omstilling og midlertidig brug af egne fossile ressourcer. Tværtimod mener han, at den grønne omstilling kun lykkes, hvis energipolitikken både er grøn i målet og realistisk i overgangen.
AI kan ikke forstå ironi – og det er vores redning
Mens verden diskuterer kunstig intelligens’ potentiale, påpeger journalist Jesper Andersen fra Hørsholm en afgørende svaghed ved AI: den kan ikke forstå ironi.
AI arbejder ud fra sandsynlighedsregning og tager ofte ordene bogstaveligt. Det gør det umuligt for AI at gennemskue udsagn, hvor det modsatte menes. Selvom forskere arbejder på at løse problemet, er forståelsen af nuancer som ironi, sarkasme og humor stadig et felt, hvor den menneskelige hjerne er overlegen.
Andersen mener, at dette faktisk er en trøst. “Ironi og leg med sproget er en god, dansk dyd. Jeg tror ikke, vi skal frygte, at ai tager magten. Det har vi alt for megen humor og – ikke mindst – selvironi til i Danmark,” skriver han.
Hans pointe er enkel: så længe mennesker kan være ironiske, har vi en fordel, som AI ikke kan kopiere.