Der er områder i Danmark, hvor manglen på læger mærkes hver dag. Tomme lægestillinger, frustrerede patienter og personale, der løber stærkere end nogensinde. Sådan ser virkeligheden ud i yderområderne, mens andre dele af landet byder velkommen til overlæger og privatpraktikanter.
Det er ikke nyt, at danske lægekandidater foretrækker storbyerne. København og Aarhus tiltaler – der er karrieremuligheder, kulturliv og netværk. Lille-Danmark og landsbyer får derimod de udslidte. Og når man skal leve af jobbet, virker valget nærmest ligetil.
Men det debatindlæg, der nu efterlyser handling, peger på et ubehageligt spørgsmål: Hvor ligger magten, når vi skal løse det? “Hvis vi mener det alvorligt, når vi lover et sundhedsvæsen i hele Danmark, må vi også turde ændre de strukturer, der fastholder skævheden,” lyder opfordringen.
Håbet alene løser ikke problemet
I årevis har man satset på at lokke læger ud på landet ved at love dem mere fritid, mindre papirarbejde og bedre vilkår. Det har hjulpet, men ikke løst problemet. Lægemanglen forværres, og hver ubesatt stilling betyder færre konsultationer, længere ventelister og stress blandt det eksisterende personale.
Debattanten argumenterer for, at hvis vi ikke kan få læger til at søge til yderområderne frivilligt, må vi være villige til at ændre reglerne. Det kunne være krav om omlokalisering efter uddannelse, incitamenter der gør det økonomisk attraktivt at arbejde på landet, eller helt nye modeller for lægehjælp i små samfund.
Det er en ubehagelig tanke for dem, der har planlagt karrieren i en storby. Men det er også en ubehagelig tanke for en ældre person i Ringelmose, der skal køre 45 minutter for at få blodtrykstjekket.
Patienterne må komme først
Debatindlægget udfordrer en grundlæggende prioritering: Hvis systemet ikke kan give alle danskere samme adgang til læger, hvem skal så afgøre, hvem der går uden? Bør det være tilfældigt – baseret på hvor du tilfældigvis er født – eller bør det være bevidst valgt?
Konkurrencen om uddannelsesstillinger inden for sundhedsvæsenet er hård. Alle vil være læge, men færre og færre ønsker at være det på landet. Det er markedskræfterne på spil – men et offentligt sundhedsvæsen er ikke bare et marked. Det er et løfte til befolkningen.
Spørgsmålet for beslutningstagerne er derfor klart: Turde vi gøre noget radikalt anderledes, eller accepterer vi at Danmark fragmenteres i sundhedsvæsener – ét for storbyerne og ét for resten?