Dokumentarfilmen som ikke må ses
Den israelske dokumentarfilm NAZA – det hebraiske akronym for »kollateralt skade« – har endnu ikke fået en israelisk distributør eller vist på offentlige biografer. Siden præmiereringen af Yuval Avrahams og Rachel Szors værk har både militærledelse og kulturminister lovet at »tage skridt« mod filmskaberne. Men én ting er blevet klart: Dem, der fordømmer filmen, har ingen intention om at se den.
Løftet om at undlade at se NAZA er ægte. Det er en variation over et tema, der blev dominerende i krigens første måneder. Da billeder af ødelæggelse i Gaza begyndte at cirkulere, skrev mange israelere, at de ikke kunne føle medlidenhed med Gazas børn. I stedet »lukkede de deres hjerte« som reaktion på det kolossale antal dødsfald i israelske byer omkring Gaza.
Aktivister på Israels venstreflaj troede, at hvis israelere blev eksponeret for billeder fra Gaza, ville de gå på gaternes og kræve krigens afslutning. De blev kraftigt afvist.
Mediernes rolle og kritikken af filmen
NAZA var en direkte modpol til det israelsk medielandskab aktivt har forfægtet – nemlig at »militæret gjorde fejl, som bør undersøges af militæret og det israelsk retssystem selv«. Raviv Drucker, muligvis Israels mest kendte undersøgende journalist, sagde med synlig skamfølelse, at det var »vanskeligt« at afsløre de drab-metoder, som NAZA dokumenterer.
Drucker tilføjede dog, at han ikke ville have sendt filmen, da han mente, den manglede journalistisk professionalisme – blandt andet fordi den bygger på anonym vidneudsagn. Dette argument blev hurtigt taget op af andre journalister på Israels venstreflaj, der angreb både film og skabere. De beskyldte dem for alt fra at søge penge og opmærksomhed til aktivt at arbejde for Israels fald i tjeneste for Netanyahu og Qatar.
»De er nyttige idioter,« erklærede kritikerne – mennesker, der arbejder for en værdig sag, men uvidende bliver brugt til andre formål. Journalister som Uri Misgav tilkendegav, at kritik var vigtig, men antydede samtidig, at NAZA tjener Israels fjenders mål.
En civilisation, der lukker øjnene
For israelere er det at ikke se NAZA blevet en stolthedssag. Nogle påberåber sig mangel på journalistiske standarder – hvilket er bemærkelsesværdigt fra et land, der har dræbt over 200 journalister under sin operation i Gaza. Andre hævder at genkende »forræderi«, når de ser det.
Mange israelere bruger denne begrundelse: »Selv hvis noget af det er sandt, vasker man sit beskidte tøj hjemme; man laver ikke underholdning ved at bruge det til at påvise, at Israel virkelig er ansvarlig for drab på 20.000 børn og over 70.000 palæstinensere i Gaza.« At militæret og det israelske retssystem har vist sig at være inkompetente – eller værre, grundigt politiseret – ved efterforskning af krigsforbrydelser, er irrelevant for mange.
Det vigtigste argument blandt flere israelere er dog følgende: Dette er endnu et eksempel på verdens had til Israel – »antisemitisme«, som man gerne siger. Uanset hvad vi gør, bliver vi dømt skyldige. Så hvorfor opfordre til lange diskussioner om en kritisk film? Vi har hørt kritikken utallige gange. Vi ved, at der er et netværk af kritikere verden over – måske finansieret af Qatar, måske af den »rødt-grønne« allianse mellem woke-venstrefløj og radikal islam. Det betyder ikke noget.
Ligesom israelere »lukkede deres hjerte« da folkemordet begyndte, lukker de nu deres øjne og ører. De føler stolthed over deres uvidenhed om filmens indhold. Og de er overbevist om, at filmen misrepræsenterer dem – uden at have set den.
Det er nok at høre, at instruktørerne modtog en hidtil uset 25 minutter stående bifald ved Venedig Filmfestival, hvor de vandt en særlig jurybedømmelse. Særlig? Alt ved Israel er særligt. En særlig pris kan simpelthen opfindes på stedet for at fremstille Israel negativt. Det er jo ikke sådan, at Avraham og Szor gik fra podiet med Sølvløven – en af festivalens vigtigste priser, vel?
For mange israelere er deres svar klart: Filmen er ikke kunst. Den er heller ikke en dokumentarfilm, fordi den ikke respekterer dokumentarfilmens kodeks. Dens eneste formål er at miskreditere Israel. Så hvorfor skulle en israelere med selvrespekt gøre fjendernes arbejde – Israels ultimative ødelæggelse som en jødisk stat? Det er bedre at nægte og afvise virkelighed. Vi definerer selv virkeligheds natur. Når den ikke behager os, lukker vi øjnene og venter på, at truslen forsvinder. Den gør det altid.