Der bliver lige nu kæmpet en hård diplomatisk kamp om fremtiden for de fredsbevarende styrker i Libanon. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, kommer nu med et opsigtsvækkende forslag. Han vurderer, at det er tvingende nødvendigt at beholde den militære tilstedeværelse i landet, selvom både missionens størrelse og mandat er under voldsomt politisk pres.
Debatten om missionens fremtid blussede for alvor op i august 2023, da FN’s Sikkerhedsråd forlængede mandatet for Unifil. Dengang håbede flere medlemslande på en mere effektiv og måske mindre styrke, fordi man troede på, at sikkerheden var ved at stabilisere sig.
Men virkeligheden har overhalet de diplomatiske planer. Guterres ser nu ingen anden udvej end at fortsætte arbejdet med fuld styrke. I en ny rapport til Sikkerhedsrådet forklarer han, at der er brug for en robust indsats. Det kan kræve mellem 2000 og 5500 mand alene til specifikke opgaver, hvis man skal sikre, at den skrøbelige våbenhvile mellem Israel og Hizbollah ikke falder helt fra hinanden.
En mission på kanten af afgrunden
Den foreslåede styrke skal fungere som en buffer og støtte den libanesiske hær, der kæmper for at holde fast i suveræniteten i de sydlige grænseområder. Guterres understreger i sin rapport, at FN-soldaterne er afgørende. Uden dem frygter han, at de nuværende spændinger ender i en regional storkrig, som ingen kan kontrollere.
Det handler ikke kun om at holde øje med grænsen. Det handler om at skabe en platform for dialog mellem parter, der ellers aldrig taler sammen. Uden de “blå baretter” frygter FN, at de diplomatiske kanaler sander til. Det vil efterlade et tomrum, som militante grupper hurtigt kan udnytte til at starte kampene igen.
I rapporten, som nyhedsbureauet AFP har set, lægger generalsekretæren vægt på, at de uniformerede styrker er den lim, der holder de lokale sikkerhedsstrukturer sammen. Han skriver direkte om nødvendigheden af indsatsen:
“Under alle foreslåede løsninger vil en uniformeret FN-tilstedeværelse, der arbejder for at fremme nedtrapning af spændinger, dialog, kontakt og koordinering samt støtte til de libanesiske væbnede styrker, være nødvendig,” lyder det i rapporten.
Fra optimisme til eskalering
For bare et år siden lød der ellers andre toner. Blandt andet pressede USA på for at effektivisere og måske skære ned på Unifil-missionen. Men den optimisme er væk nu, hvor spændingerne i regionen er eksploderet.
Siden da er de militære sammenstød i det sydlige Libanon taget til, og forhandlingerne om en permanent fred er præget af dyb mistillid. En hurtig tilbagetrækning eller en svækkelse af FN-mandatet ligner i dag et farligt eksperiment, der kan sende hele regionen ud i kaos.
Lige nu tæller Unifil omkring 10.000 soldater fra næsten 50 forskellige lande. De patruljerer langs den såkaldte blå linje. Det er den linje, der adskiller Libanon fra Israel og de israelsk-kontrollerede Golanhøjder, og det er her, de værste sammenstød historisk set har fundet sted.
Historien der gentager sig
Man skal helt tilbage til 1978 for at forstå alvoren i Guterres’ opråb. Dengang rykkede israelske tropper ind i Libanon efter palæstinensiske angreb. Det førte til, at Unifil blev oprettet som en midlertidig løsning på en akut krise.
At missionen stadig findes her 45 år senere, siger alt om, hvor kompliceret konflikten er. Hver gang det internationale samfund har overvejet at trække sig, er volden blusset op igen. Og så har der været brug for FN endnu en gang.
Spørgsmålet er nu, om Sikkerhedsrådet vil lytte til Guterres, når mandatet skal fornyes i august. Eller om det økonomiske og politiske pres ender med en reduktion. Mens diplomaterne forhandler i New York, passer de fredsbevarende soldater deres arbejde i en hverdag, hvor grænsen mellem fred og krig er tyndere end nogensinde før.