Hver gang en udtjent bærbar eller en defekt smartphone ryger i skraldespanden, går værdifulde ressourcer tabt. Inde i maskinernes indre gemmer der sig nemlig små mængder rent guld. Det har bare været både svært og skidt for miljøet at få fat i det – indtil nu. Forskere fra det anerkendte universitet ETH Zürich har nemlig fundet en løsning på problemet.
De har udviklet en teknik, der gør det muligt at trække det ædle metal ud af gammelt elektronik. Og de gør det med en ingrediens, som de fleste nok forbinder med mejeriprodukter frem for avanceret laboratoriearbejde.
Restprodukt fra osteproduktion virker som en guld-magnet
Normalt kræver guldudvinding enten minedrift eller brug af kradse kemikalier som kviksølv og cyanid. Men her er nøglen til succes et simpelt restprodukt fra osteproduktionen. Ved at bruge proteiner fra valle – det, der er til overs, når mælk bliver til ost – har forskerne skabt en slags biologisk svamp, der kan suge guld til sig.
Metoden er ikke bare effektiv, den er også langt mere bæredygtig end de nuværende alternativer, viser undersøgelsen fra ETH Zürich. Det er en vigtig opdagelse. Især i en tid, hvor bjerget af elektronisk affald vokser over hele verden, mens ressourcerne bliver færre.
Fra bundkort til 22 karat guld
Selve processen bag opdagelsen handler om kemi. Det starter med, at gamle bundkort fra computere bliver opløst i et syrebad. Det får metallerne til at blive ioniserede – de svæver altså rundt som elektrisk ladede partikler i væsken.
Det er her, valleproteinerne kommer ind i billedet. Forskerne har fundet ud af, at proteinerne kan laves om til en svampet struktur af nanofibre. Når protein-svampen ryger ned i væsken med de opløste metaller, klistrer guld-ionerne sig fast til proteinfibrene. Andre metaller som kobber og jern bliver derimod liggende i væsken.
Når svampen bagefter bliver varmet op, bliver guld-ionerne til små metalflager, der kan smeltes om. Resultatet er en lille klump guld, som ifølge forskerne har en renhed på 22 karat.
En cirkulær løsning for elektronik
Perspektiverne i den nye metode er store. Elektronisk affald er en af de hurtigst voksende affaldstyper, og herhjemme smider vi hvert år enorme mængder elektronik ud. Selvom vi er gode til at samle det ind, kræver det i dag masser af energi at få fat i de ædle metaller.
Ved at bruge et restprodukt fra fødevareindustrien slår man to fluer med ét smæk. Man mindsker spild hos mejerierne og skaber samtidig en grønnere vej for de metaller, vi bruger i vores teknologi. Det kan gøre det til en god forretning at se på gammelt elektronik som en ressource i stedet for bare skrald.
Selvom metoden i første omgang er tænkt til industrien, betyder opdagelsen, at fremtidens genbrug kan blive langt mere effektivt. Det guld, der før var for dyrt eller for beskidt at redde, kan nu genopstå i ny teknologi eller smykker. Og det er alt sammen hjulpet på vej af et simpelt restprodukt fra osteproduktionen.