Børnelæge fortæller om liv og død i verdens krigsramte zoner

Lars Christensen

Speciallæge Vibeke Brix Christensen har behandlet børn i Sierra Leone, Darfur og Afghanistan. Tirsdag aften åbner hun op om sit humanitære arbejde for Læger uden Grænser – og om hvad der driver hende til at blive.

Krig, sygdom og underernæring rammer hårdest de mest sårbare – og det er ofte børnene. Tirsdag den 3. november klokken 19.30 tager speciallæge i pædiatri Vibeke Brix Christensen publikum med til verdens brændpunkter, når hun holder foredrag på KulturStationen i Humlebæk.

Gennem en årrække har hendes humanitære arbejde for Læger uden Grænser ført hende til steder som Sierra Leone, Darfur, Afghanistan og Cox’s Bazar i Bangladesh. Steder, hvor hun har behandlet børn og andre patienter med alvorlige infektioner, underernæring og krigstraumer – under forhold præget af få ressourcer, store patientgrupper og usikre omgivelser.

Mere end at redde liv

For Vibeke Brix Christensen handler arbejdet om mere end akut hjælp. Det handler om at skabe håb og give børn og familier mulighed for en bedre fremtid – selv midt i kaos.

Foredraget varer cirka halvanden time inklusive pause og spørgsmål fra salen. Entréen er 45 kroner, og alle entréindtægter, foredragsholderens honorar samt salget fra baren går ubeskåret til Læger uden Grænser.

Sådan deltager du

Arrangementet finder sted på KulturStationen, Humlebæk Center 44. Tilmelding og betaling kan ske på KulturStationen3050.dk eller ved indgangen på aftenen.

Mest læste