Frivilligugen løber af stablen i uge 39
Frivilligugen sættes i gang mandag 21. september klokken 16 på Torvet i City2, hvor lokale foreninger og frivillige præsenterer sig selv og fortæller om de mange tilbud og fællesskaber, der findes i Høje-Taastrup Kommune. Besøgende kan få inspiration til selv at blive frivillige ved at opleve fotoudstillingen “Frivillig fordi …”, som viser motiverne bag frivilligt arbejde.
Borgmester Michael Ziegler understreger betydningen af frivilligt arbejde: “Det er mennesker, der skaber fællesskaber, og jeg er stolt af de mange frivillige, der giver deres tid og engagement. Det er jer, som er med til at gøre Høje-Taastrup til et endnu bedre sted at bo.”
Programmet løber hele ugen og afsluttes med et Åbent Rådhus fredag 25. september fra klokken 15 til 17. Her bliver rådhuset forvandlet til en levende markedsplads, hvor kommunens foreninger præsenterer deres aktiviteter.
Aktiviteter for hele familien
Under Åbent Rådhus får besøgende mulighed for at prøve forskellige aktiviteter, møde foreningsmedlemmer og hente inspiration til nye fritidsinteresser. Dagen er særligt rettet mod børnefamilier, der søger nye fritidsmuligheder eller blot ønsker at opleve noget sammen.
Fredag aften rundes dagen af med Frivillig Fredag i Byrådssalen, hvor foreninger og frivillige samles til en festlig markering. Programmet omfatter fællessang, underholdning og fællesspisning. Denne del er forbeholdt frivillige og deres foreninger og kræver forudgående tilmelding.
Frivilligugen er arrangementet, der skal sætte fokus på de mennesker, som frivilligt bruger deres tid og energi på at skabe bedre forhold for andre i kommunen. For mange handler det om at være del af et større fællesskab og bidrage til det lokale samfund.
