Verden er ved at miste sit vigtigste redskab til at stoppe krig og vold. Mens konflikterne raser i både Europa, Mellemøsten og Afrika, skrumper de fredsbevarende missioner ind. Faktisk skal vi 25 år tilbage for at finde et lignende lavpunkt.
Det viser nye tal fra Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut (SIPRI). Tallene tegner et dystert billede af et internationalt samarbejde, der er helt i knæ. Ved udgangen af 2023 var antallet af folk i fredsmissioner faldet drastisk. Det vidner om en dyb krise i FN og de andre store organisationer.
En historisk kovending
Det er lidt af en historisk kovending, vi er vidner til. Efter den kolde krig oplevede vi en guldalder for fredsbevarende arbejde. Her blev FN’s ”blå hjelme” symbolet på en ny og mere sikker verden. Men i dag er optimismen væk. Den er erstattet af en ”perfekt storm” af manglende penge og politisk fnidder.
Det skyldes ikke, at der mangler krige at tage sig af. Tværtimod. Problemet er politisk uvilje og en økonomi, der er helt i bund. Jair van der Lijn, der er direktør for SIPRI’s program for fredsoperationer, advarer nu om, at hele måden vi håndterer kriser på, er i fare.
“Hvis det fortsætter på denne måde, vil vi se en dramatisk svækkelse af det internationale samarbejde. Institutioner som FN risikerer simpelthen at blive sat helt uden for indflydelse,” udtaler Jair van der Lijn i rapporten.
Og konsekvenserne er til at tage og føle på. Når de internationale styrker trækker sig ud – som vi lige har set det i lande som Mali – bliver lokalbefolkningen ladt i stikken. Det skaber et tomrum, hvor militser og diktatorer kan gøre, hvad de vil, uden at nogen kigger dem over skulderen. Det betyder flere overgreb på civile og et totalt sammenbrud af de internationale spilleregler.
Milliardhul i budgettet lammer indsatsen
Penge er det største problem lige nu. Selvom FN-landene har lovet at betale til missionerne, kniber det gevaldigt med at få pengene op af lommen. For perioden 2024-2025 mangler der svimlende to milliarder dollar. Det er ud af et samlet budget på 5,6 milliarder dollar.
Det enorme hul i kassen betyder, at missionerne må spare på alt fra udstyr til mandskab. Samtidig er antallet af aktive operationer faldet til 58. Det er det laveste antal siden 2016. I dag er de fleste ressourcer mast sammen i bare fem brændpunkter: Den Centralafrikanske Republik, Sydsudan, Somalia, Den Demokratiske Republik Congo og Libanon.
Diplomatisk lammelse i Sikkerhedsrådet
Men det handler ikke kun om penge. Bag tallene gemmer sig en benhård politisk virkelighed. FN’s Sikkerhedsråd er lammet af skænderier mellem stormagterne. USA, Rusland og Kina bruger deres veto til at spænde ben for hinanden. Det gør det næsten umuligt at forlænge gamle missioner eller starte nye, selvom behovet er kæmpestort.
Tag bare styrken i Libanon (UNIFIL). Selvom situationen mellem Israel og Hizbollah er ved at eksplodere, er missionens fremtid usikker. Mandatet blev kun forlænget med et enkelt år i august efter hårde forhandlinger. Det efterlader hele missionen i et limbo.
Behov for politisk handling
Selvom tallene ser sorte ud, mener SIPRI stadig, at landene i princippet støtter op om fredsarbejdet. Men pæne ord gør det ikke alene. Især ikke når fronterne i verden bliver trukket skarpere op.
“Hvis vi skal bevare det internationale samarbejde, skal staterne gøre mere end bare at sige de rigtige ting,” lyder det fra Claudia Pfeifer Cruz, der er forsker ved SIPRI.
Den store udfordring i det kommende år bliver at finde en model, hvor stormagterne kan blive enige om det mest basale: At beskytte uskyldige mennesker i krigszoner. Hvis ikke pengene kommer på bordet, og politikerne finder sammen, risikerer fredsmissionerne at blive et overstået kapitel i historiebøgerne i stedet for et værn mod globalt kaos.