En ny sæson bringer altid håb med sig. Drømmene lever, forventningerne er høje, og alle starter på nul. For FC Midtjylland-fans er det ikke anderledes – men denne gang er der en afgørende forskel.
Drømmene skal ikke længere bare leves. De skal indfries.
I to seneste sæsoner har FC Midtjylland selv meldt ud, at truppen var bygget til at vinde Superligaen. Alligevel glippede mesterskabet begge gange. Det betyder, at forventningerne denne sæson er højere end nogensinde før. Klubben har reelt pistolen for panden.
FC Midtjylland skal vinde det danske mesterskab. De har ligaens stærkeste trup, den største bredde, og de fleste eksperter peger på ulvene som favoritter. Det gør jeg også.
Defensiven er det store spørgsmålstegn
Men favoritværdigheden kommer med en række ubesvarede spørgsmål. Det største handler om defensiven. I sidste sæson kostede alt for mange personlige fejl dyre point, og allerede i sæsonens første kampe har vi set de samme tendenser. Den slags fejl må ganske enkelt ikke fortsætte, hvis mesterskabet skal tilbage til Herning.
Der er dog grund til optimisme. Rasmus Nissen Kristensen har allerede vist, hvorfor han blev gjort til anfører. Han tilfører lederskab, kompromisløshed og en vindermentalitet, som FC Midtjylland har savnet i de afgørende øjeblikke. Han kan meget vel blive den leder, der samler holdet, når presset bliver størst.
Offensiven rejser også spørgsmål. Sidste efterår var Franculino ustoppelig med 16 mål i Superligaen, inden en skade ødelagde foråret. Uden ham manglede FC Midtjylland den kynisme, der afgør de tætte kampe. Spørgsmålet er, om ikke FC Midtjylland havde taget guldet, hvis han var forblevet skadesfri.
Derfor kan klubben ikke gøre sig afhængig af én spiller igen. Der skal hentes kvalitet ind på transfermarkedet.
Flere skal byde ind med mål
Aral Simsir var med 15 assists en af Superligaens største chanceskabere, og holdets offensive output afhang i høj grad af hans kvaliteter. Det hul bliver ikke bare udfyldt af sig selv. Samtidig er Mikel Gogorza, der lignede den oplagte afløser, blevet ramt af en skade i opstarten.
Jeg forventer, at både Franculino og Dario Osorio er fortid, når transfervinduet smækker i september. FC Midtjylland skal derfor hente kvalitet ind for at erstatte dem. Ikke nødvendigvis én spiller, der kan erstatte alle tre alene, men flere spillere, der tilsammen kan levere den kvalitet og de mål, som forsvinder.
Der bliver allerede talt om Kasper Dolberg som en mulig forstærkning. Kvaliteten er hævet over enhver tvivl. En mand med det CV og 56 landskampe for Danmark er et særsyn i Superligaen. Men spørgsmålet er, om han reelt passer ind i FC Midtjyllands spillestil. Han er ikke den klassiske presspiller, og han erstatter heller ikke Franculinos eksplosive dybdeløb og målnæse.
Et eventuelt køb handler derfor ikke kun om navnet, men om profilen. Dolberg skal være én af flere forstærkninger. Her skal Kristian Bach Bak og co. ramme helt rigtigt i transfervinduet, hvis tabet af Simsir, Franculino og Osorio ikke skal blive det, der tipper vægtskålen og svækker FC Midtjyllands favoritværdighed.
Europa må ikke blive en undskyldning
Og så er der den evige udfordring: balancen mellem Superligaen og Europa. FC Midtjylland har endnu ikke formået at vinde mesterskabet i en sæson, hvor klubben samtidig har spillet et europæisk gruppespil. Sidste sæsons europæiske kampagne var både flot og historisk, men den kostede også kræfter i mesterskabskampen.
Det må ikke ske igen. Klubben er bygget til at spille europæisk. Europa League bør som minimum være ambitionen, og selv om Besiktas bliver en vanskelig modstander, skal FC Midtjylland tro på, at de hører til blandt Europas næstbedste klubturnering. På sigt er ambitionen naturligvis Champions League.
Potentialet er der – nu handler det om at levere
Mine forventninger til FC Midtjylland er meget klare. Klubben er favortten til guldet, men den er samtidig omgivet af flere ubesvarede spørgsmål end de seneste år.
Lykkes det at få styr på defensiven, finde de rette offensive erstatninger og balancere Superligaen med Europa, så tror jeg, at FC Midtjylland endelig kan hente det femte mesterskab og tage den stjerne på trøjen, som klubben har jagtet så længe.
Potentialet er der. Sæsonen kan blive magisk. Men nu handler det ikke længere om at love. Nu handler det om at levere på banen.
