Når medierne bliver genstand for kritik, er det ofte værd at spørge, hvem der kritiserer – og hvorfor. Eva Gregersens påstand om, at DR er blevet en “magtfuld allieret” for blandt andet Radikale Venstre, rejser vigtige spørgsmål om mediebias. Men debatten siger mindst lige så meget om kritikernes egen synsvinkel.
Det er let at påpege skævvridninger andre steder. Mindre behageligt at se dem hjemme hos sig selv. Forfatteren af dette debatindlæg anerkender straks sit eget udgangspunkt: medlemskab af Radikale Venstre betyder selvfølgelig, at der er potentiale for bias i forsvaret af DR. Men pointen er ikke, at denne bias gør argumentet mindre værd. Pointen er, at bias ikke er noget, der kun rammer “de andre”.
Eva Gregersen har en bias. Forfatteren har en bias. Læseren har formentlig også en bias. Spørgsmålet er ikke, om vi er påvirkede af vores overbevisninger – vi er det alle sammen. Spørgsmålet er, om vi husker det, når vi anklager andre for at være det.
Når kritikken af et medie bliver til en fortælling om, at det grundlæggende og systematisk holder med én politisk side, bør alarmklokkerne ringe. Ikke fordi kritikken nødvendigvis er ubegrundet – mediebias er værd at diskutere – men fordi sådan en fortælling let bliver en selvbekræftende historie. Den, der allerede tror DR er partidannende, vil se bevis for det overalt. Og den, der tror DR er upartisk, vil afvise kritikken som partidannelse.
Debatten om mediekvalitet og objektivitet fortjener mere nuance. Den fortjener erkendelsen af, at vi alle – kritikere og forsvarer, journalist og læser – kigger gennem vores eget sæt af linser. Og at en ægte debat ikke handler om at påpege at modparten er biased. Det handler om at være villig til at se vores egen.