Sorgen efter at miste et nært familiemedlem forsvinder ikke bare med tiden. Minderne bliver ved, og de små og store øjeblikke, man tidligere delte, mangler pludselig en helt særlig person.
Det erfarer Anders Lund Madsen på sin egen krop. For et år siden mistede han sin storebror, den anerkendte læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen, der pludselig kollapsede under en cykeltur i august. Peter blev 65 år gammel.
Nu, på årsdagen for dødsfaldet, har Anders Lund Madsen sat ord på det tomrum, som storebroren har efterladt. Og det handler ikke kun om at miste en familie – det handler om at miste sin ældste ven.
“Han var min ældste ven”
På Christiansborg blev Peter Lund Madsen mindet gennem prisuddelingen af Peter Lund Madsen Prisen 2026, som i år gik til Veteranhjem Fredericia. Anders Lund Madsen var naturligvis blandt de fremmødte, sammen med tre af sine børn – My på 36 år, Bjørk på 29 år og Storm på 25 år.
Efter prisuddelingen fortalte Anders Lund Madsen til BILLED-BLADET om det, der fylder mest i hans hjerte: “Jeg savner bare, at han var her. Han var min ældste ven, og jeg nåede at kende ham i 62 år. Der er ikke nogen andre, der kan nå at kende mig lige så længe, så jeg savner hans selskab.”
Det er en bemærkning, der rammer lige i hjertet. For når man har kendt en person hele sit liv – fra barndommen og helt ind i voksenalderen – så er der ingen, der kan erstatte det særlige bånd. Ingen anden kan have samme dybde af viden om, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvad man har oplevet sammen.
En mand værd at mindes
Anders Lund Madsen beskrev sin bror som en mand, der var både rar og dejlig at være sammen med. Det var ikke bare hans faglige indsats som læge og forsker, der gjorde ham særlig – det var også hans personlighed og hans evne til at være en god ledsager gennem livet.
Peter Lund Madsen efterlod sig et betydeligt arv inden for medicin og hjerneforskning, men for sin lillebror var det vigtigste måske slet ikke det professionelle. Det var muligheden for at dele hverdagen, at have nogen at tale med, at vide, at der var en, der havde kendt ham længere end næsten nogen anden.
Prisuddelingen blev således både en anledning til at hædre årets modtager og til at mindes en mand, hvis pludselige død efterlod et hul, som tiden ikke helt kan udfylde. For Anders Lund Madsen står det klart: han mistede ikke alene sin storebror, men også den person, der havde kendt ham længere end næsten nogen anden.
Det er en sorg, som mange kan genkende – den særlige form for savn, der opstår, når man mister sin ældste ven.