Søndag aften knasede gruset under fødderne på Pelle Dragsted. Som central forhandler for Enhedslisten ankom han til Marienborg, men det var ikke for at nyde de naturskønne omgivelser nord for København. Han kaldte det selv et politisk værksted. Og han havde den metaforiske værktøjskasse med for at rette op på de skævheder, som de seneste dages forhandlinger har efterladt.
Værkstedshumør og skarpe kanter
Forhandlingerne om Danmarks fremtidige politiske retning er gået ind i den afgørende fase. Efter dagevis med intense drøftelser mellem midterpartierne er turen nu kommet til de partier, der traditionelt befinder sig længere ude på fløjene. For Pelle Dragsted handler det om at få slebet de politiske uenigheder til, så de kan passes ind i en samlet aftale.
Da han ankom, lagde han ikke skjul på, at der venter en hård tørn ved forhandlingsbordet. Men viljen til at finde løsninger er der, selvom de politiske forskelle er til at tage og føle på.
“- Vi skal tilbage i værkstedet og høvle knaster af, så jeg har den store og skarpe høvl med,” lød det fra Pelle Dragsted, da han mødte pressen foran de hvide mure på Marienborg.
Det er en udmelding fra en politiker, der kender sin rolle. Enhedslisten står i en position, hvor de skal balancere på en knivsæg mellem deres egne kerneværdier og de kompromiser, der skal til, hvis de vil have reel indflydelse på den kommende regerings kurs.
En historisk ramme for svære valg
Marienborg har gennem årtier lagt hus til nogle af de mest skelsættende beslutninger i dansk politik. Det er her, statsministre trækker sig tilbage for at finde arbejdsro, når Christiansborgs tykke mure bliver for snævre. Forhandlingerne under ledelse af Mette Frederiksen er ingen undtagelse. Som kongelig undersøger har hun opgaven med at sondere terrænet for en regering, der kan mønstre et flertal – eller i det mindste undgå at få et flertal imod sig.
Det historiske perspektiv er vigtigt her. Vi ser en proces, hvor de traditionelle blokke i dansk politik er i opbrud. Med Moderaterne i spil og de langvarige samtaler med både SF og De Radikale, leder man efter en bredere midte. Men hvis sådan en konstruktion skal være stabil, kræver det, at man ikke ignorerer støttepartierne på fløjene, som Enhedslisten repræsenterer.
Optimisme trods maratonforhandlinger
Søndagen har været præget af en lind strøm af politikere til og fra Marienborg. Tidligere på dagen brugte SF, Moderaterne og De Radikale fire timer i selskab med Mette Frederiksen. For SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, var det fjerde dag i træk med forhandlinger. Det understreger sagens alvor og hvor kompliceret det hele er.
Selvom de mange timer ved bordet tærer på kræfterne, er meldingerne fra de involverede parter forsigtigt positive. Der tegner sig et billede af en proces, hvor man bevæger sig fremad, om end det er med små skridt.
“- Vi er ikke i mål. Men det lysner,” sagde Pia Olsen Dyhr kortfattet, da hun forlod området i bil.
Den optimisme deles til dels af De Radikales Martin Lidegaard. Han mindede dog om den klassiske politiske læresætning: Intet er på plads, før alt er på plads. Det er netop her, de sidste brikker og knaster bliver afgørende. Forhandlingerne fortsætter langt ud på natten, hvor også Alternativet forventes at vende tilbage til samtalerne.
Hvad er der på spil?
For de fleste danskere kan disse forhandlinger virke som et fjernt spil om ord og paragraffer, men konsekvenserne er til at føle på. Det handler om alt fra klimaambitioner og velfærd til skat og sundhedsvæsenets fremtid. Når Dragsted taler om at “høvle knaster af”, refererer han til de punkter, hvor Enhedslistens krav om social retfærdighed støder sammen med midterpartiernes ønske om økonomiske reformer.
Spørgsmålet er nu, om Dragsteds høvl er skarp nok til at skabe plads til Enhedslistens mærkesager, eller om de politiske knaster viser sig at være for hårde at glatte ud i denne omgang. Én ting er sikkert: Lyset i vinduerne på Marienborg bliver ikke slukket lige foreløbigt.