Delstatspolitiet overtager efterforskning af seksuelle overgreb på Cornell University

Anton B. Christensen

En ny aftale betyder, at fremtidige anmeldelser om seksuelle overgreb på Cornell University ikke længere efterforskes af universitetets eget politi, men af delstatspolitiet i New York. Beslutningen kommer i kølvandet på kritik af universitetets håndtering af en sag om en angivelig gruppevoldtægt.

Fremtidige anmeldelser om seksuelle overgreb begået på Cornell University vil blive overdraget til og efterforsket af delstatspolitiet i New York. Det meddeler New Yorks guvernør, Kathy Hochul, i en udtalelse torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ændringen sker som følge af en aftale indgået mellem delstatspolitiet og Cornell University, der er beliggende i New York-delstaten. Tidligere har det været universitetets eget politi, der håndterede anmeldelser om seksualforbrydelser begået på campus.

Kritik efter sag om angivelig gruppevoldtægt

Meldingen kommer, efter at Cornell University den seneste tid har mødt kritik for sin håndtering af en sag om en angivelig gruppevoldtægt for to år siden. Kvinden bag anmeldelsen er i retsdokumenter omtalt under pseudonymet Jane Doe.

Jane Doe anmeldte den påståede hændelse i 2024 til universitetets eget politi, men sagen endte uden tiltale.

Hochul har tidligere overdraget den strafferetlige efterforskning i netop den sag til New Yorks justitsminister, Letitia James.

Ofre får ret til selv at bestemme

– Når nogen anmelder et seksuelt overgreb, fortjener de at blive hørt, behandlet med omsorg og at vide, at deres anklager bliver taget alvorligt og undersøgt grundigt, siger Hochul i forbindelse med torsdagens udmelding.

– Ofre skal have tillid til de institutioner, der har ansvaret for at beskytte dem. Vi har ikke råd til at svigte dem.

Den nye ordning giver dog den forurettede part en vigtig valgmulighed: Anmeldelser om seksuelle overgreb på universitetets område vil ikke automatisk blive overdraget til delstatspolitiet, hvis den forurettede ikke ønsker det.

Udvikling i sagen

  1. Civilt søgsmål mod Cornell University og syv tidligere studerende tilføjet til artiklen.

Mest læste