Lørdagen den 13. august blev til en dag med sorg og vrede. Et angreb mod Priden i Berlin kostede uskyldige mennesker livet og skadede mange flere. Det var et brutalt overfald på mennesker, der blot ønskede at fejre deres identitet frit og uden frygt.
Da det blev klart, at tysk politi vurderede angrebet som islamistisk terror, blev det også klart, at nogle ville bruge tragedien til deres eget politiske formål. Dansk Folkeparti var blandt de første til at gøre netop det.
Stine Bosse og Mohammad Rona fra Moderaterne har nu skrevet et debatindlæg, hvor de kritiserer denne tilgang. De peger på noget vigtig: LGBTQ+-personer fortjener bedre end at blive brugt som ammunition i en politisk kamp mod muslimer.
Det er ikke kontroversielt at sige, at islamistisk ekstremisme er en reel trussel. Det skal bekæmpes, og det skal siges højt og klart. Men der er en afgørende forskel på at bekæmpe ekstremisme og at bruge en tragedi til at skabe splid mellem danskere.
Dansk Folkeparti har længe bygget sin politik på at skabe frygt for muslimer som gruppe. Det er en strategi, der har båret frugt ved valgurnerne, men den har også en pris. Når partiet nu pludselig viser omsorg for LGBTQ+-personers frihed og sikkerhed, virker det ikke særlig troværdigt.
For hvor var denne omsorg, da Dansk Folkeparti stemte imod at forbyde konversationsterapi? Hvor var den, da partiet modstod at styrke rettighederne for transpersoner? Hvor var den, da partiet konsekvent har stemt imod initiativer, der skulle beskytte LGBTQ+-personer mod diskrimination?
Det er nemlig sådan, at når man kun viser interesse for en gruppe mennesker, når det kan bruges til at angribe en anden gruppe, så bliver det meget tydeligt, hvad det handler om. Det handler ikke om at beskytte LGBTQ+-personer. Det handler om at få politiske point.
Moderaterne skriver: “Islamistisk ekstremisme er en reel trussel, som skal bekæmpes.” Det er en vigtig præcisering. For der er forskel på islamistisk ekstremisme og islam som religion. Der er forskel på at bekæmpe terror og at skabe mistro til hele befolkningsgrupper.
Danmark har omkring 250.000 muslimer. De langt fleste af dem lever fredelige liv, arbejder, betaler skat og bidrager til samfundet. Når Dansk Folkeparti bruger et angreb begået af en ekstremist til at skabe frygt for alle muslimer, så handler det ikke om sikkerhed. Det handler om at dyrke frygt.
Og når samme parti pludselig viser bekymring for LGBTQ+-personers frihed, mens det samtidig arbejder for at begrænse deres rettigheder i andre sammenhænge, så bliver det meget klart, hvad der foregår.
LGBTQ+-personer i Danmark har brug for politikere, der konsekvent arbejder for deres sikkerhed og rettigheder. Ikke politikere, der kun husker på dem, når det kan bruges til at skade andre.
Det er en vigtig skelnen at gøre. Og det er præcis det, som Moderaterne påpeger i deres debatindlæg. De siger ikke, at islamistisk terror ikke er et problem. De siger, at man ikke skal bruge LGBTQ+-personer som politisk værktøj i kampen mod det.
Det er en rimelig kritik. Og det er en kritik, som flere bør høre efter på.