Brevet er skrevet med sort, sirlig håndskrift på tyndt papir, der knitrer, når det foldes ud. Det er langt. Og for 12-årige Dagmar Ebbesen Krogh er det det første brev nogensinde fra en penneven.
Afsenderen er Jessie Juncker-Jensen på 78 år. Dagmar fortæller, at papiret ligner det, man brugte i gamle dage, når der skulle sendes breve med fly. Sammen med klassekammeraten Filuka Asferg Lange folder hun det forsigtigt ud, så det ikke går i stykker.
Filuka har også fået et brev fra en penneven, men hun kender ikke navnet på afsenderen endnu. Det håber hun at komme til.
En rød postkasse i klasseværelset
Pigerne går i 6. klasse på Hindholmskolen i landsbyen Dalby nord for Kerteminde. Her er en lille rød postkasse rykket ind i klasseværelset.
Den har forebyggelsesvejleder Nina Aagaard Skov fra Kerteminde Kommune taget med. Det er hendes idé at lave projekt pennevenner, og kommunen har fået midler fra en pulje i Ældreministeriet, som skal bruges til at skabe fællesskaber. En del af pengene går til en brev-bro mellem ung og gammel.
Nina Aagaard Skov siger, at hun gerne vil koble generationer, og at hun kom til at tænke på pennevenner, fordi hun kan huske dem fra sin egen ungdom. Hun peger på, at man kan dvæle ved et brev, og at de ældre har skrevet mange af dem.
Fløj alene fra USA som barn
Jessie Juncker-Jensen bor i et lille hus med have cirka 200 meter fra skolen. Hun synes, det er hyggeligt og spændende at blive en del af en 12-årig piges tankegang, og hun glæder sig til at høre om børnenes liv. Hvad interesserer de sig for? Er de kreative? Hun ser dem kun, når de står på bussen. Det er også dejligt at få et brev, som ikke kommer fra kommunen eller en myndighed, tilføjer hun.
Hun vil gerne fortælle om sit lange liv, men er startet i det små med de første år.
– Som barn fløj jeg for eksempel alene fra USA til Danmark. Jeg skulle flyve i 24 timer, siger hun til DR.
Hjemmeplejen er postbude
Filuka er også glad for udvekslingen. Hun siger, at det er sjovt at høre om, hvordan det var, da de ældre var børn og unge.
– Og man føler, det er lidt mere fint, end hvis man bare får en sms, siger hun.
Både Dagmar og Filuka vil gerne høre mere fra deres pennevenner og selv fortælle. Jessie glæder sig til at svare på Dagmars brev og håber at skabe en ny relation.
Projektet fortsætter, siger Nina Aagaard Skov. Hun kommer hos ældre, hvor dagene kan være lange og ensomme, og her gør en penneven godt. Mange af dem har brugt lang tid på brevene, skrevet kladder og gjort sig umage, siger hun.
Den største snublesten er lige nu prisen på forsendelse, for det er dyrt at sende et brev. Derfor er det hjemmeplejen i kommunen, der fungerer som postbude mellem Filuka, Dagmar og Jessie.