Vallari Sheel er byøkolog og bruger timevis på at studere træer i alle årstider. Men hun kører i bil for sin egen sikkerhed, overvejer konsekvenserne for sin familie og forbereder sine kvindelige praktikanter på det uundgåelige med klar vejledning: don’t engage, don’t respond.
En gang stod hun og kiggede på et træ blot 50 meter fra sit hjem i det sydlige Delhi, da en mand i en bil råbte ud til hende: “Du har taget billeder her i 10 dage. Hvad skal du bruge dem til?”
“Det er mændene, der stiller sådanne nærgående spørgsmål: Hvem er du? Hvor er du fra? Hvad laver din far?” siger Sheel.
En søndagsmorgen i byskoven
Sheel delte sine oplevelser fra toppen af Delhis ældste fort inde i Sanjay Van – en stor byskov med udsigt over en minaret fra det 12. århundrede. Hun var en af cirka 20 kvinder, der en kølig søndagsmorgen i oktober havde samlet sig for at nyde naturen – i tryghed. Mange havde aldrig oplevet en skov før.
Blandt deltagerne var en forsker, der var holdt op med at gå på fugletur efter flytningen til Delhi, en psykiater, der ikke kan finde et sikkert sted at løbe, og en miljøplanlægger, der cykler overalt. For mange kvinder er selv enkle glæder som at nyde naturen blevet forbundet med risiko for kønsrelaterede overgreb.
“Byen føles designet til at knuse enhver form for frihed, enhver form for udforskning,” siger Neha Sinha, der organiserede turen. Hun er forfatter til bogen My Wild City: Finding Nature, Meaning, and Hope in India’s Capital og har arrangeret disse vandringer i to år.
Stalkers og seksuelle krænkelser
Under sine egne ture rundt i byens forte, skove og vådområder – hvor hun observerer det faldende antal ildfluer, flyvende ræve, hylende sjakaler, leoparder og hyæner, skovkatte og ugler samt lunde af 350 år gamle træer – har Sinha oplevet mænds vrede. Hun har ændret sin rute utallige gange for at vildlede stalkere og er på gaden blevet spurgt, hvad hun tager for sex.
“Som alle andre,” siger hun. “Næsten alle kvinder, jeg kender, har ringet til politiet og sagt ‘Jeg har en stalker.’ I en kultur, der fortæller dig ikke at gå ud … hvordan gør du naturen til din?”
To uger inden kvinderne mødtes på stierne i Sanjay Van, havde hundredvis af mennesker deltaget i en demonstration i Delhi over gruppeovergreb på en 17-årig pige i en offentlig park. Kravet var sikrere offentlige rum for kvinder. Regeringens svar var at forbyde adgang til offentlige parker efter solnedgang.
Leoparden er ikke det farligste
For Alankrita Narayan, der studerer vildtbevaring og ofte arbejder alene om natten, var reglen ubrugelig. Under et praktikophold blev hun trænet i worst-case scenarier i junglen: Hvad hvis der sker noget med din partner? Hvad hvis du møder en mand med et våben? Hvad hvis du møder en skovbetjent, der kræver seksuelle tjenester?
“Og jeg tænkte: hvornår kommer dyret ind i billedet? Hvad nu hvis jeg er alene, og en leopard dukker op foran mig? Og de sagde: ‘Bare rolig for leoparden. Det er en mand, du ikke vil løbe ind i’,” fortæller Narayan. Sinha er enig: “Dyr har regler.”
Fotografen Paroma Mukherjee husker et råd, hun engang fik af en anerkendt fotograf: vær ubemærket, bær tøj, der falder i med omgivelserne, hold dit udstyr småt. “Men han var jo en mand. Så han kunne blende ind,” tilføjer hun.
På de fælles vandringer henter og afleverer kvinderne hinanden hjemme, venter ved skovens indgang til alle er ankommet og holder sig sammen på afsides strækninger. Turen startede klokken 7 om morgenen – sent for fuglekiggere – men nødvendigt, fordi ikke alle kunne forlade hjemmet i mørket.
En politisk handling at gå langsomt
Gruppen er enig i, at mange af disse forholdsregler ikke er tilgængelige for kvinder fra mindre privilegerede baggrunde – og at de dermed går glip af oplevelserne.
“Ingen kvinde i byen er fuldt ud fri,” siger Sinha.
At gå som kvinde er en modstandshandling – ligesom det er det at observere naturen. “Fordi du faktisk sænker farten, når du gør det,” siger hun. “Det er så anderledes end den umiddelbare behovstilfredsstillelse, vi har i dag. Det er mere en fordybelse end en erobring. Begge er meget politiske handlinger.”
I løbet af de tre timer samler kvinderne planteskud, kigger forundret på bittesmå blomster gennem et lomme-mikroskop, diskuterer koloniale begreber om vildtvoksende planter klassificeret som ukrudt og taler om de fugle, de har spottet: drongo, sort glente og skrædderværling.
“Kan vi gøre det om natten?” spørger en af kvinderne. “Hvordan ville skoven se ud om natten?”
Sinha beskriver en tidligere nattur, hvor frøer fremførte et orkestralt spektakel, glødorme belyste buskene og sjakaler lo. “Det var den mest uhyggelige, magiske, betagende atmosfære, jeg nogensinde har oplevet,” siger hun – og lover gruppen, at hun vil forsøge at arrangere en nattur.