Grønland forbindes for de fleste med is, sne og massive gletsjere. Netop derfor har nye billeder og meldinger om naturbrande i det arktiske landskab vakt opsigt langt ud over øens grænser.
På få dage er der registreret to brande i Grønland, og timingen får forskere til at reagere. Den ene brand blev opdaget nær Sisimiut, som er Grønlands næststørste by. Kort efter opstod endnu en brand ved Kujalleq på øens sydspids. Det skriver The Guardian.
Naturbrande er ikke ukendte i Grønlands isfrie områder, men tidspunktet skiller sig ud. Brande på de nordlige breddegrader topper normalt senere på sommeren, især i juli og august. Når flammerne allerede dukker op i midten af juni, bliver det derfor læst som et advarselstegn.
Kom tidligere end normalt
Forskere peger på, at de tidlige brande hænger sammen med usædvanligt tørre forhold. Ved Sisimiut vurderer lokale myndigheder, at branden sandsynligvis blev udløst af uforsigtig omgang med ild. Men det forklarer ikke alene, hvorfor ilden kunne få fat så tidligt på sæsonen.
En vinter med begrænset snemængde og en periode med meget lidt regn har efterladt jorden tør. Det samme billede gør sig gældende længere mod syd, hvor vegetationen flere steder beskrives som ekstremt brandfarlig efter lang tid uden nævneværdig nedbør.
Det er netop kombinationen af menneskelig aktivitet og mere udtørret natur, der bekymrer forskerne. Når landskabet bliver tørrere tidligere på året, stiger risikoen for, at selv små gnister kan udvikle sig til egentlige naturbrande.
En tydelig udvikling i Vestgrønland
De nye brande passer ind i en udvikling, som forskere har fulgt i en årrække. I de undersøgte områder af Vestgrønland blev der ikke registreret naturbrande i perioden fra 1995 til 2007. Men fra 2008 til 2020 blev der registreret 21 separate brandhændelser.
Det tal peger ikke i sig selv på, at Grønland pludselig er blevet et klassisk brandområde. Til gengæld viser det, at naturbrande ikke længere er så sjældne, som de tidligere var. Når brandaktiviteten samtidig dukker op tidligere på sæsonen, styrker det bekymringen for, at udviklingen kan fortsætte.
Arktis opvarmes ifølge forskere omkring fire gange hurtigere end resten af verden. Højere temperaturer tørrer vegetation og jordbund ud og gør landskabet lettere at antænde. Dermed bliver brandrisikoen større, også i områder som mange normalt forbinder med kulde og fugt.
Brande kan frigive gammelt kulstof
Konsekvenserne stopper ikke nødvendigvis, når flammerne er slukket. Selv mindre naturbrande kan få stor betydning, hvis de rammer tørveholdig tundrajord. Her ligger store mængder gammelt kulstof lagret i jorden, i nogle tilfælde gennem hundreder eller tusinder af år.
Når sådan jord brænder, kan kulstoffet blive frigivet til atmosfæren. Det gør brandene til mere end et lokalt problem. De kan også være med til at forstærke den globale opvarmning, som i forvejen øger risikoen for nye brande.
Dermed opstår en ond cirkel: Varmere klima giver tørrere vegetation og større brandfare, og brandene kan igen sende mere kulstof ud i atmosfæren. Det er netop den mekanisme, der får forskere til at følge udviklingen tæt.
Et faresignal fra et forandret Arktis
Brande i Grønland er stadig ikke hverdagskost i stor skala, men de seneste hændelser bliver set som endnu et tegn på, at Arktis ændrer sig hurtigt. Hvor sne og kulde tidligere holdt landskabet fugtigt langt ind i sommeren, ser flere områder nu ud til at tørre ud tidligere.
Det gør ikke alene naturen mere sårbar. Det udfordrer også forestillingen om Grønland som et sted, hvor ild kun spiller en meget lille rolle i landskabet. Når flammer bryder ud allerede i juni, bliver det svært at afvise, at noget er ved at ændre sig.
Forskere følger derfor situationen med voksende bekymring. De to brande er i sig selv begrænsede hændelser, men de peger på en større udvikling i Arktis, hvor stigende temperaturer og tørre perioder kan gøre naturbrande til et hyppigere syn i de kommende år.
For Grønland er det en påmindelse om, at klimaforandringer ikke kun viser sig gennem smeltende is. De kan også ses i flammer, der bryder ud langt tidligere end forventet i et landskab, som verden ellers forbinder med kulde.