Taylor Swift elsker at fortælle os om sine salgsrekorder. Hver gang albummet ‘The Life of a Showgirl’ eller en af dens nye sange rammer toppen af hitlisterne, dukker der et Instagram-opslag op, hvor hun – tilsyneladende overrasket – meddeler de nye tal til verden. Det er også præcis her, ifølge musikjournalisten bag denne kritik, at noget vigtigere går tabt: inspirationen.
Da Swift for nylig annoncerede udvidelsen af ‘The Life of a Showgirl’ med fire nyindspillede nummre, blev opmærksomheden hurtigt rettet mod de enorme salgsprognoser i stedet for musikken selv. “Sidste år gjorde I noget helt utroligt. Noget, der fuldstændig blæste mig bagover … I sørgede for, at ‘The Life of a Showgirl’ fik de højeste salgstal på en enkelt uge for et album nogensinde,” skrev hun – et citat der efter kritikeres mening afdækker Swifts tilsyneladende obsession med tal.
Men er succesen blevet for vigtig? “You’re only as hot as your last hit, baby,” lød det på albummet, og hvis det adagium holder stik, er Taylor Swift varmere end nogensinde. Men til hvilken pris?
En kunstner på autostik
Ifølge kritiken har auraen af glædesløshed langsomt bredt sig over Swifts musik. De fire nye sange lyder ikke som produktet af en kunstner, der er kreativt stimuleret eller fyldt med skabertrang – de lyder som en kunstner, der træder vande og ikke længere udfordrer sig selv.
Værst blandt de nye numre er ‘Cleveland!’, der bliver beskrevet som en “æstetisk tvilling” til 2019-hittet ‘Me!’ – lige ned til de insisterende marchtrommer og det musical-klingende omkvæd. Sangen vender tilbage til et tema, der i dag virker udtjent: Taylor Swift som den uretfærdigt forfulgt paria, der bliver behandlet dårligt af alle – bortset fra Travis Kelce.
“You only need to find one person in this entire world / Who doesn’t find you completely insufferable,” er konklusionen på en sang, der ledsages af musik så “højstemt, solbeskinnet og sukkersødt, at det næsten er foruroligende,” som kritikeren formulerer det.
Hvor gik den gode Taylor Swift hen?
Det mest påfaldende ved kritikken er ikke bitterheden – det er savnen. Kritikeren erklærer åbent: “Jeg kan faktisk godt lide Taylor Swift.” Mere præcist: hun elsker den version af Swift, der skrev linjer som “We’re dancing ’round the kitchen in the refrigerator light” og kunne fremkalde følelsen af forelskelse med “svimlende, filmisk storhed.”
Denne Taylor Swift – den kunstner med raffinerede tekster og større ambitioner end salgsrekorder – har været fraværende gennem hele ‘The Life of a Showgirl’ og fortsætter med at være det på de nye sange. De øvrige nye numre, som ‘Pink Clouding’, ‘Patient Zero’ og ‘Babylon’, har alle gode idéer, men mangler den udførelse og melodiske overflod, som kunne gøre dem til mere end blot gennemsnittet.
Kritikeren håber, at denne “Encore”-version bliver slutningen på Swifts “mest uinspirerende æra nogensinde.” Men der er grund til skepsis. When MTV’s Video Music Awards afholdes på søndag, skal Swift nemlig modtage en splinterny pris – “Artist Director Honors” – som tilsyneladende er skabt for at få hende til at dukke op. Og der er ikke meget, der tyder på, at hun bruger scenen til andet end at annoncere sit næste gigasalg.
“Jeg kan allerede se hende stå på scenen, opulent statuette i hånden, og smilende annoncere sin næste gigasællert af et album, mens hele den amerikanske musikindustri ser frygtsomt til,” skriver kritikeren. Men bag håbet ligger også tvivlen: “Omend jeg godt kan have min tvivl om, hvorvidt Swift nogensinde kommer til at lave god musik igen. I hvert fald så længe hver eneste sang, hun udgiver, slår salgsrekorder med en selvfølgelighed, der begynder at ligne guddommeligt forsyn.”
Der er dog ikke helt håbløst. Kritikeren lover at blive ved med at give musikken “en håbefuld chance,” fordi hun stadig ikke har glemt, hvor god Swift var engang. Som Swift selv har skrevet: “You never knew that it was Babylon / ‘Til it was gone.”