Den 10. december sidst på aftenen rykkede politiet og ambulancen ud til en adresse på Alpevej i Hornslet på Djursland. Klokken var kort i ti, da anmeldelsen om en mand stukket med kniv løb ind til politiet. Inde i huset lå en 58-årig familiefar dræbt – ramt af stik i brystet, bugen og ryggen. Ifølge TV 2 Østjylland, der er i besiddelse af anklageskriftet, er der tale om minimum fire knivstik.
Sønnen befandt sig stadig på adressen, da betjentene ankom. Han blev anholdt på stedet med blodstænk på tøjet – og det faktum, kombineret med flere videooptagelser, styrkede ifølge politiet mistanken mod den dengang 22-årige mand markant.
Varetægtsfængslet på lukket psykiatrisk afdeling
Dagen efter drabet blev sønnen fremstillet i et grundlovsforhør. Her nægtede han sig skyldig i manddrab. Din Avis, der var til stede, beskrev den dengang 22-årige som meget fåmælt ved fremstillingen.
Retten besluttede efterfølgende at varetægtsfængsle ham og anbringe ham på en lukket, psykiatrisk afdeling – en anbringelse han fortsat sidder i, mens efterforskningen har ført frem til en formel tiltale.
Efterforskningsleder Flemming Nørgaard udtalte kort efter drabet: “Det er en meget tragisk og voldsom sag, og vi arbejder benhårdt på at afklare, hvad der er sket og hvad der gik forud for drabet.”
Kan miste arveretten og risikerer anbringelse uden slutdato
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har nu rejst tiltale mod den nu 23-årige søn for drab på sin far. Anklageren lægger op til, at han ved en eventuel domfældelse skal anbringes på en psykiatrisk afdeling uden længstetid – hvilket betyder, at der ingen fastsat slutdato vil være for anbringelsen.
Derudover nedlægger anklageren påstand om, at den tiltalte skal miste retten til at arve efter sin far, skriver TV 2 Østjylland.
Retssagen behandles ved Retten i Randers med start den 4. november.
