Verden taler om faldende fødselsrater, og midt i den debat troner begrebet spermageddon. Men er det virkelighed eller overdrivelse? Michael Carroll, biolog og reproduktionsforsker ved Manchester Metropolitan University, har forsøgt at give et ærligt svar i sin nye bog Your Nuts – illustreret med to valnødder i en net-pose på forsiden.
Billedet er ikke sort-hvidt
Carroll erkender, at der er dokumentation for et historisk fald i sædkoncentration over de seneste årtier. Men han er hurtig til at nuancere. I The Danish Young Men Study sås intet fald i perioden 1996 til 2022. En irsk undersøgelse af 15.000 mænd mellem 2008 og 2023 viste faktisk en stigning på 23 procent i sædkoncentration.
Og selv når der måles et fald, er det ikke det samme som et fertilitetsproblem. Sædtal siger ingenting om funktionalitet. Carroll forklarer, at af de op mod 300 millioner sædceller, der deponeres ved livmoderhalsen, er det kun et par dusin, der overhovedet når frem til ægget. Og hvad der styrer den rejse, ved vi stadig ikke med sikkerhed.
Reproduktionsbiologi er desuden en kompleks, flertrinsproces, der involverer to individer og et præcist biologisk timing-system. Fokus på én enkelt faktor – hvad end det er sædtal, moderens alder eller klimaangst – skubber os væk fra den nødvendige kompleksitet.
Testosteron er ikke en trylledrik
En af de tendenser, Carroll finder mest bekymrende, er udbredelsen af testosteronbehandling som en form for livsstilsopgradering – promoveret af podcastere og influencere som en genvej til mere energi og maskulinitet.
Det er ifølge Carroll direkte kontraproduktivt. Når man tilfører kroppen ekstra testosteron, sender det et signal til hjernen om at lukke ned for produktionen i testiklerne – en negativ feedbackloop, der hæmmer spermatogenesen. Hos bodybuildere, der bruger testosteron til muskelopbygning, kan det føre til testikelatrofi, altså at testiklerne skrumper af underaktivitet. Fænomenet har endda fået sit eget navn: Mossman-Pacey-paradokset – et paradoks, der handler om, at mænd forbedrer synlige tegn på reproduktiv fitness, mens de reducerer deres evne til at reproducere.
Det samme gælder finasterid, et middel mod hårtab, der blokerer hormonet DHT. Det har den overordnede effekt at øge testosteronniveauet i blodet, fordi testosteron omdannes til DHT, og når det blokeres, bliver testosteron i blodet – men libido, erektionsfunktion og humør følger det androgene miljø generelt, så blokering af DHT sender på samme måde et signal til hjernen om at lukke fabrikken ned.
Det store billede: økonomi, livsstil og kemi
Den globale fertilitetstrend er reel nok. Den samlede fertilitetsrate faldt fra 5,3 i 1963 til 2,2 i 2024. De fleste europæiske lande ligger under reproduktionsniveauet – Storbritannien på 1,6, Spanien på 1,1. Verdens befolkning vokser stadig, men kun fordi folk lever længere og spædbørnsdødeligheden er faldet.
Carroll peger på en kombination af faktorer: økonomisk pres, hvor nogle estimater sætter den samlede udgift til at opdrage et barn til 280.000 dollars (209.000 pund), klimaangst, stigning i gennemsnitsalderen for forældreskab – og for mænd gælder det, at avanceret fædrealder fra 40 til 45 år er forbundet med højere niveauer af DNA-skader og øget forekomst af neuropsykiatriske lidelser hos afkommet.
Dertil kommer det, som epidemiologen Christopher Wild i 2005 kaldte