Samfundet presser børn alt for meget alt for tidligt
Samfundet har udviklet sig til at presse børn på måder, som ikke nødvendigvis tjener deres udvikling. Det argumenterer Birgitte Larsen fra Jægerspris for i et læserbrev til Berlingske, hvor hun sammenligner børnehaveklassens oprindelige formål med dagens virkelighed.
Da børnehaveklassen blev etableret i 1970erne, var tanken enkel: børnene skulle lege og have det sjovt. Undervisningen trak sig tilbage til fordel for udvikling gennem aktivitet. I dag er billedet dramatisk anderledes, påpeger Larsen.
“I dag skal børnehaveklasse have cirka 28 timers undervisning pr. uge og 1.110 timers skolegang pr. år, hvoraf 600 af dem skal være undervisning,” skriver hun. Det er en markant eskalering fra de cirka tre timers skole dagligt uden nogen undervisning i 1970erne.
Læreplaner allerede i vuggestuen
Presset starter endnu tidligere. Både vuggestuer og børnehaver opererer nu efter læreplaner, der definerer, hvad børn skal kunne på konkrete tidspunkter. To-årige bliver vurderet ud fra samme målsætninger, som skal forberede dem på skolegangen – fire år senere.
“Børn bliver proppet i kasser for, hvad de skal kunne, når de er to år, i forhold til, hvornår man er nervøs for, om de kan klare skolegangen,” konstaterer Larsen. Fokus er ikke længere på leg og naturlig udvikling, men på discipline og lydighed: at høre efter, sidde stille og følge anvisninger.
Dette skifte har ifølge Larsen betydning for, hvordan børn trives. Når børn ikke kan leve op til de stadigt stigende krav, handler det ikke blot om, at de ikke lærer. “Børn i mistrivsel lærer ting. Det er bare ikke nødvendigvis det, de voksne gerne vil have,” skriver hun.
Mistrivsel uden betydning for læring
Larsen påpeger et vigtigt nuancepunkt i debatten om børns trivsel og skolegang: at antage, at trivsel automatisk betyder bedre læring, er ikke nødvendigvis korrekt. “Det betyder heller ikke nødvendigvis, at børn i trivsel lærer de ting, som de voksne gerne vil have,” påpejer hun.
Med de seneste Pisa-resultater for øje – der viser bekymringer omkring dansk elevpræstation – er spørgsmålet ikke kun om sociale medier eller telefoner. Selvom disse påvirker børn kraftigt, ligger en større strukturel udfordring under.
“Vi har generelt fået bygget et samfund, som presser børn alt for meget og alt for tidligt, hvilket vi nu også ser konsekvenserne af,” konkluderer Larsen. Spørgsmålet bliver, om samfundet kan finde tilbage til en balance, hvor børns naturlige udvikling og leg får plads igen – uden at det betyder, at de ikke lærer.