Tv-kokken Hannah Grant holder pause fra ‘Go’ morgen Danmark’ og fra TV 2 som kanal. Det meddelte hun mandag formiddag på sin Instagram-profil, hvor hun har kritiseret programmet ‘Alle elsker Rasmus’ kraftigt.
Der er tale om en pause og ikke en endelig opsigelse. Hannah Grant har været kok på morgenprogrammet i mange år.
»Jeg holder en pause fra ‘Go’ morgen Danmark’, indtil der er kommet styr på det ledelsesmæssige bagland og TV 2’s etiske og moralske kompas,« skriver hun i opslaget.
Chok over manglende oprydning
I opslaget forklarer Hannah Grant, at hun er i chok over, at der ikke er blevet ryddet mere op hos TV 2 efter den MeToo-bølge, der fandt sted for nogle år siden. Hun mener desuden, at enhver anden virksomhedsledelse i Danmark var blevet sat af, hvis lignende ting var foregået.
Hun skriver også, at der denne gang er tale om MeToo af psykisk og ikke seksuel karakter. Men ifølge hende ændrer det ikke på de grundlæggende principper, nemlig at overgreb er utilgiveligt, uanset hvilken form det kommer i.
Beslutningen kommer efter flere dages massiv kritik af ‘Alle elsker Rasmus’. TV 2 har efterfølgende fjernet programmet fra sine platforme.
Kan ikke være på skærmen
Kort efter opslaget uddybede Hannah Grant sin beslutning over for B.T. Hun forklarer, at hun ikke ønsker at være kok på programmet i øjeblikket, fordi hun ikke kan stå inde for ledelsen på kanalen.
»Jeg ønsker ikke at skulle lade, som om det bare er hyggeligt på en tv-kanal, hvor jeg ved, at der er en forrykt ledelse med et forskruet moralsk kompas. Det ønsker jeg ikke at være en del af. Så det er beslutningen,« siger hun til B.T.
Hun fortæller også til avisen, at hun ikke kan acceptere en arbejdsplads med en tyranbaseret ledelse, som accepterer overgreb af psykisk karakter som en del af arbejdspladsen og som underholdningsformat.
Krav om ændringer i ledelsen
Allerede søndag gjorde Hannah Grant det klart, at hun ønskede omfattende ændringer i TV 2’s ledelse. Hun har blandt andet argumenteret for, at behandlingen af Rasmus Wallbridge burde politianmeldes.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra TV 2’s administrerende direktør, Anna Engdal Stig Christensen, om kritikken og kravene om ledelsesmæssige konsekvenser. Der foreligger endnu ingen kommentar fra TV 2.
Hannah Grants udmelding har fået opbakning fra influencer og tv-personlighed Tobias Hamann. I kommentarfeltet under hendes Instagram-opslag skriver han, at han i sidste øjeblik har droppet en planlagt aftale med TV 2. Han skulle have været i ‘Go’ morgen Danmark’ for at tale om et af sine store forbilleder, Anthony Bourdain, men har ringet og aflyst. Samtidig takker han Hannah Grant for at gå forrest.
