Verdensøkonomien og de internationale forsvarsalliancer står over for en af de mest kritiske prøvelser i nyere tid. Mens spændingerne i Mellemøsten eskalerer, har præsident Donald Trump rettet et direkte og usædvanligt skarpt angreb mod sine partnere i NATO. Budskabet er ikke til at tage fejl af: USA vil ikke længere bære hovedansvaret for sikkerheden i Hormuzstrædet alene.
Hormuzstrædet, der ligger som en strategisk flaskehals mellem Iran og Oman, fungerer som verdens vigtigste pulsåre for olie. Hver eneste dag fragtes mellem 19 og 20 millioner tønder olie gennem det smalle farvand. Det svarer til cirka en femtedel af det globale olieforbrug, hvilket gør passagen til et af de mest følsomme punkter i den globale forsyningskæde. Enhver forstyrrelse her sender rystelser gennem aktiemarkeder og benzinpriser verden over.
En økonomisk lussing til forbrugerne
Situationen er spidset til, efter at USA og Israel for to uger siden indledte militære operationer mod mål i Iran. Svaret fra den iranske ledelse har været kontant i form af trusler og direkte angreb på skibstrafikken i strædet. Konsekvenserne kan allerede mærkes ved de globale oliepumper. Prisen på råolie er skudt i vejret med omkring 40 procent på rekordtid, hvilket truer med at kvæle den økonomiske vækst i både Europa og Asien.
Det er på denne baggrund, at Donald Trump nu kræver, at de lande, der er mest afhængige af olien, også bidrager til sikkerheden. I et interview med Financial Times gør præsidenten det klart, at USA’s tålmodighed er opbrugt. Han peger på, at lande som Frankrig, Storbritannien, Japan, Sydkorea og endda Kina har en direkte interesse i, at olien flyder frit.
“Det er kun passende, at de, der nyder godt af strædet, vil hjælpe med at sikre, at der ikke sker noget slemt der,” lyder det fra præsidenten.
NATO’s fremtid på spil
Præsidentens udmelding handler dog om mere end blot skibe og olie. Det er en fundamental udfordring af selve NATO-samarbejdet. Trump har længe kritiseret de europæiske allierede for ikke at betale nok til det fælles forsvar, men denne gang kobler han direkte sikkerheden i Mellemøsten sammen med alliancens overlevelse. Han lægger ikke skjul på, at et manglende bidrag fra partnerne vil få vidtrækkende politiske følger i Washington.
Advarslen er usædvanlig direkte og efterlader de øvrige NATO-lande i et svært dilemma. Skal de lade sig trække ind i en potentielt eksplosiv konflikt med Iran, eller skal de risikere at miste USA’s opbakning i Europa? Trump lægger vægt på, at USA i dag er langt mindre afhængig af energi fra Golfen end tidligere, mens Europa og Kina er totalt afhængige af forsyningerne gennem Hormuzstrædet.
“Hvis der ikke kommer noget svar, eller hvis det er et negativt svar, tror jeg, at det bliver meget dårligt for NATOs fremtid,” advarer Trump.
Diplomatisk pres på Kina
Udover presset på NATO bruger Trump også situationen som en løftestang i det storpolitiske spil med Kina. Den amerikanske administration overvejer i øjeblikket at udskyde et planlagt topmøde med den kinesiske præsident, Xi Jinping. Formålet er at tvinge styret i Beijing til at bruge deres indflydelse i Teheran til at normalisere forholdene i strædet.
Kina er en af de største aftagere af iransk olie, og USA vurderer derfor, at kineserne sidder med nøglen til at dæmpe gemytterne – hvis de vel at mærke ønsker det. Ved at true med at udskyde topmødet sender Trump et signal om, at handel og sikkerhed hænger uløseligt sammen.
Mens de diplomatiske bølger går højt, holder rederier og energiselskaber vejret. Spørgsmålet er nu, om de allierede vil efterkomme Trumps krav og sende krigsskibe til regionen, eller om vi ser begyndelsen på en dyb splittelse i den vestlige forsvarsalliance, der kan ændre det geopolitiske landkort for altid.