Ukraine har flere gange de seneste uger slået alarm: Helt afgørende militære løsninger er enten stoppet med at virke eller gået ned i hastighed. I centrum står Elon Musk og hans selskaber, og det får nu en række danske folkevalgte til at kræve mere europæisk uafhængighed.
Ukraine er dybt afhængig af internet fra satellitydelser som Starlink og Starshield, der leveres via satellitter fra Musks selskab SpaceX. Over flere dage og gentagne gange er der blevet skruet ned eller slukket for nettet. Det har givet landet store problemer med både at forsvare sig mod russiske angreb og at skyde tilbage med blandt andet langdistance-præcisionsmissiler.
Politikere deler tvivlen
Den socialdemokratiske europaparlamentariker Niels Fuglsang er tydelig, når han bliver spurgt, om Europa kan handle med Musks selskaber. Det siger han til BT i forbindelse med en pressebriefing fredag.
»Nej, vi kan ikke med ro i sindet købe ydelser fra selskaber, som er ejet af Elon Musk.«
Fuglsang tilføjer, at han ikke har tillid til Musk, men at Europa kan blive nødt til at bruge hans ydelser, fordi vi ikke selv har et modsvar.
Hvem tog beslutningen?
Episoden fik den demokratiske senator Ruben Gallego til at kritisere Musk på sociale medier. Han skrev, at Europa kunne beslutte sig for ikke at have kontrakt med Starlink, hvis selskabet viser sig at være en upålidelig partner.
Et konkret eksempel på Starlinks indtog i Europa er flyselskabet SAS, hvor man kan få internet ombord via SpaceX’ satellitter. Henrik Dahl, Europa-Parlamentsmedlem for Liberal Alliance, mener, at man skal tænke sig godt om, før man køber ydelser af Musk. Han mener, at Musk har vist sig villig til at være en direkte håndlanger for den amerikanske regering.
Dahl peger på, at der længe har været tvivl om, hvem der står bag begrænsningen af Starlink og Starshield: Musk selv eller Det Hvide Hus og Donald Trump. Flere amerikanske medier har skrevet, at beslutningen kom fra Musk, mens Reuters har beskrevet, at ordren kom fra Det Hvide Hus.
Krav til Musk og alternativer på sigt
Konservatives Europa-parlamentariker Niels Flemming Hansen mener, at Europa fortsat godt kan købe ydelser fra Musk. Men så skal EU bruge de muskler, det har, og stille krav. Samtidig skal man ifølge ham arbejde på ikke at være afhængig af ydelser fra Musk eller andre amerikanske techgiganter.
SFs Rasmus Nordqvist er enig i den holdning. Han peger på, at det lige nu ikke er muligt at lade være med at købe ydelserne, men at Europa bør arbejde hen imod ikke at gøre det.
Også digitaliseringsminister Christina Egelund peger på behovet for alternativer. I et skriftligt svar skriver hun, at Danmark og Europa er blevet for afhængige af andre lande og få store virksomheder, og at investeringerne i kritisk teknologi skal skrues op.
»Det handler ikke om at vælge bestemte lande og bestemte virksomheders produkter fra, men om at have reelle alternativer og handlefrihed.«
