Dr Dolin Bhagawati, der tidligere arbejdede for Imperial College Healthcare NHS Trust i London, er blevet fjernet fra det britiske lægeregister. Et tribunal fandt, at han ordinerede medicin til sig selv og bagefter handlede uærligt ved at give en anden læge skylden.
Han blev også fundet skyldig i uberettiget at have bestilt blodprøver ved to lejligheder. Alle anklagerne fra General Medical Council (GMC), som rejste sagen, blev kendt bevist. Ifølge Evening Standard skal fjernelsen ske med det samme for at beskytte offentligheden, men kendelsen afventer en ankefrist.
Bhagawati er flyttet til udlandet og mødte ikke op til høringen, som ifølge Evening Standard blev holdt fra 26. til 29. oktober.
Medicin og blodprøver til sig selv
Bhagawati var senior clinical fellow i neurokirurgi hos trusten fra oktober 2018 til januar 2025. Trusten driver flere hospitaler, blandt andet Charing Cross, St Mary’s i Paddington og Queen Charlotte’s and Chelsea Hospital.
Det er uklart, hvor han arbejdede. Imperial kunne ikke bekræfte hans primære arbejdssted, siger trusten til Local Democracy Reporting Service, skriver MyLondon. Trusten oplyser dog, at neurokirurgi har en tilstedeværelse på Charing Cross og St Mary’s.
Ifølge GMC ordinerede han medicin til sig selv i strid med retningslinjerne ved fire lejligheder mellem juni 2022 og november 2024. Blodprøverne blev bestilt 24. maj 2024 og 20. december samme år. Trusten gennemførte en indledende undersøgelse mod slutningen af hans kontrakt, efter at der var rejst bekymringer, og henviste derefter sagen til GMC.
Midlertidigt adgangskort skulle skjule sporene
Ifølge rapporten fra Medical Practitioners Tribunal Service brugte Bhagawati et midlertidigt adgangskort til at gå ind i journalen over en konsultation fra 2019 i databasen Cerner. Her knyttede han bestillingerne af medicin og blodprøver til den gamle konsultation.
Det gav indtryk af, at en anden læge, som kaldes “Dr B” i rapporten, stod bag bestillingerne. Fordi han brugte det midlertidige kort frem for sit eget, fremgik det heller ikke af systemet, at det var ham, der havde afgivet dem.
Tribunalet bemærkede, at hver læge har sit eget Cerner-smartkort. Det var ifølge panelet svært at se, hvorfor en læge skulle bruge et midlertidigt kort og knytte bestillinger til en tidligere konsultation i en andens navn, medmindre vedkommende ville skjule sit eget ansvar.
Forklaringen ændrede sig undervejs
Da Bhagawati blev spurgt i februar 2025, sagde han først, at han ikke selv havde bestilt prøver og recepter. Forklaringen skiftede flere gange. Først hævdede han, at hans egen praktiserende læge stod bag, derefter en kollega, og til sidst erkendte han, at han selv havde gjort det.
På et tidspunkt forklarede han, at han havde brugt en anden læges navn af bekvemmelighed, fordi han så kunne hente medicinen på hospitalets apotek. Panelet mente, at det stred mod hans øvrige udtalelser, og at han i stedet skjulte sine egne handlinger ved at bruge en kollegas navn og konto.
I en e-mail af 3. marts 2025 til to ledende personer i trusten skrev han blandt andet: “I would like to change my previous statements and accept responsibility for ordering the tests and the scripts for a locum Cerner card.” Han tilføjede, at han var klar til selv at henvise sagen til GMC, hvis undersøgelsen førte dertil.
Han blev også fundet skyldig i ikke at have returneret en udfyldt Work Details Form til GMC med oplysninger om sin nuværende arbejdsgiver, trods gentagne anmodninger.
Tribunalet, der ifølge Evening Standard bestod af tre personer med Aaminah Khan som formand, anerkendte hans “good character” [sic]. Alligevel valgte det at slette ham af registret. Panelet konkluderede, at “the findings of misconduct were serious and at a high level of risk, with no evidence of insight or remediation and concerns about a high risk of repetition”.
