Det strategiske billede i Mellemøsten ændrer sig, når satellitter, droner og kampfly afslører aktivitet i Irans såkaldte “missilbyer”. Anlæg, som var beregnet til at beskytte landets missiler mod angreb, er i stigende grad lette at lokalisere og angribe fra luften.

Synlige spor over jorden undergraver undergrunden

De underjordiske faciliteter ligger dybt under bjergene, men indgangene, omliggende bygninger, adgangsveje og logistisk infrastruktur gør dem synlige for moderne efterretningsplatforme. Satellitbilleder frigivet de seneste dage viser rester af ødelagte affyringsramper og missiler nær tunnelmundinger, ifølge Wall Street Journal.

Det er netop denne overfladesignatur – ikke selve tunnelerne – som har gjort det muligt for amerikanske og israelske styrker hurtigt at reagere, når affyringsramper trækkes frem for opskyting. Resultatet er, at mange affyringer bliver opdaget og neutraliseret kort efter start.

Angrebsfrekvensen styrtdykker

Siden krigens begyndelse har Iran forsøgt at bruge sine underjordiske lagre til at opretholde et højt tempo i missilangreb. Landet har ifølge rapporter affyret over 500 missiler mod Israel, amerikanske baser og mål i Den Persiske Golf. Alligevel rammer lande som USA og Israel stadig mange af affyringerne med luftforsvarssystemer.

Amerikanske militærkilder oplyser, at antallet af iranske missilaffyringer er faldet med cirka 86 procent over blot fire dage. Den massive nedgang peger på, at målrettede angreb på affyringsramper og adgangspunkter effektivt slår hul i Irans evne til at opretholde intens ildgivning.

“Vi jagter de sidste missilaffyringsramper for at eliminere, hvad jeg vil kalde deres resterende missilkapacitet,” udtalte admiral Brad Cooper, USA’s øverstkommanderende i Mellemøsten.

Kortlægning og måludvælgelse har kostet

Baggrunden for succesen er grundig efterretningsarbejde. USA og Israel har i årevis kartlagt placeringen af mange af disse anlæg. Når analytikere registrerer aktivitet ved en tunnelmunding eller ser køretøjer bevæge sig ud til en affyringsrampe, kan et tilsvarende angreb hurtigt gennemføres.

Flere faciliteter i provinser som Shiraz, Isfahan og Kermanshah er allerede ramt. Satelliternes højopløselige billeder kombineret med signalefterretning og droneobservationer har gjort anlæggene langt lettere at finde, end de strategiske planer oprindeligt forventede.

Hvad kan Iran gøre?

Analytikere vurderer, at Iran fortsat kan have tusindvis af missiler gemt i underjordiske komplekser. Derfor er det for tidligt at konkludere, at landets strategiske kapacitet er ødelagt. Men den nuværende situation tvinger Teheran til at overveje ændringer i taktik: dybere og mere slørede tunnelindgange, spredte mobile affyringsplatforme, falske mål og endnu større fokus på elektronisk krigsførelse.

Udviklingen kan også føre til en opskalering af angrebstyper: mere omfattende spektral efterretning for at afsløre skjulte depoter, eller angreb designet til at ramme logistik og vedligehold fremfor blot affyringsramper.

Strategiske konsekvenser

At underjordiske anlæg ikke er ufejlbarlige har politiske og militære implikationer. For Iran betyder det, at en taktik, som skulle sikre overlevelse og afskrækkelse, kan være blevet en skjult afhængighed, der nu afslører positioner og mønstre. For modparterne betyder det, at relativt få præcise angreb kan have stor effekt på evnen til at opretholde en konstant missiltrussel.

Hvor længe Iran kan opretholde angrebskapaciteten, afhænger af både aftalte mål, efterretningsstrømmen og Teherans evne til at omstille sig. Indtil videre har hemmelige missilbyer vist sig mere sårbare end forventet.