Fyns Politi har onsdag anholdt tre mænd, der er sigtede for i forening at stå bag en skudepisode på Bøgetorvet i Vollsmose den 22. februar om eftermiddagen. Politiet mener, skyderiet skete i forbindelse med den verserende bandekonflikt.
”Vi har gennem længere tid arbejdet målrettet med efterforskningen af den verserende bandekonflikt, og det er resultatet af den indsats, der har ført til dagens anholdelser”, siger vicepolitiinspektør Jesper Pedersen fra Fyns Politi. Han understreger, at der formentlig venter flere anholdelser forude.
”Med de tre, vi har anholdt i dag, og den mand, vi fik varetægtsfængslet for dobbelt lukkede døre tirsdag, har vi sendt et klart og tydeligt signal til banderne om, at vi ikke vil acceptere deres kriminelle handlinger. Bandemedlemmerne må også gerne vide, at vi er ikke færdige med vores arbejde endnu, men forventer flere anholdelser den kommende tid”, siger Jesper Pedersen.
Fyns Politi håber, at dagens anholdelser vil være med til at sikre trygheden i Vollsmose for de mange borgerne, der bor og færdes i området hver eneste dag.
”Det er rigtig vigtigt for os, at alle lovlydige borgere kan færdes trygt i deres nærområde. Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at opretholde den nødvendige ro, orden og sikkerhed. Det er baggrunden for, at vi har oprettet en visitationszone og en skærpet strafzone, og det er baggrunden for at vi fortsat vil lægge et meget stort efterforskningsmæssigt tryk mod banderne og deres helt uacceptable opførsel og handlinger”, siger Jesper Pedersen.