Når Carla Hoskins beder sine to sønner på 15 og 18 om at læse op til eksamen eller tage fat på huslige pligter, hører hun nogle gange sætningen: “You’re triggering me!” Det fortæller hun fra familiens hjem i Hertfordshire i England. Hun er mor til seks og er 39 år.
I USA oplever Shannon Salvatoriello noget lignende med sine sønner på 14 og 17. Hun siger, at ordene efterlader hende “feeling very confused”. Flere forældre kæmper altså med at forstå det såkaldte terapisprog, altså ord, der ofte bruges i terapi, men nu dukker op i helt almindelige samtaler.
Eksperter i Storbritannien og USA forklarer til BBC, hvorfor unge griber til de ord, og hvordan forældre kan møde dem.
Fra følelser til diagnoser
Carla Hoskins oplever, at sønnerne særligt beskylder hende for gaslighting og triggering, når hun spørger til venner eller skolearbejde. Hun mener, at det altid er i de situationer, hvor hun stiller krav eller udfordrer dem, at det nye sprog dukker op. I stedet for at sige, at de er pressede op til eksamen, bliver det hende, der “triggerer” dem. Og så er det ifølge hende svært at komme til bunds i noget: “You can’t really ever get to the bottom of anything.”
Hun havde aldrig hørt ordene, før sønnerne begyndte at bruge dem, og regner med, at de har lært dem på sociale medier. Det peger psykiater Suzanne Garfinkle-Crowell fra New York også på. Hun forklarer, at sociale medier er et af de steder, unge søger hen, når de prøver at forstå sig selv og verden.
Garfinkle-Crowell har set en forskydning i, hvordan unge taler om deres problemer. Før beskrev de følelser, nu giver de dem etiketter, siger hun i BBC Radio 4’s Woman’s Hour. Hun har oplevet unge, der først sagde, at de ikke kom ud af det med deres mor, og at skolen var blevet svær og fik dem til at have det lidt dårligt med sig selv. Så pludselig lød det i stedet, at de havde tilknytningsproblemer, ADHD og depression.
Hvorfor ordene bruges, og hvad risikoen er
Garfinkle-Crowell understreger, at forældre ikke skal være bange for at kontakte en behandler, hvis barnet beskriver symptomer på en egentlig sygdom, for eksempel angstlidelse eller depression. Hun forstår også godt, at nogle forældre oplever det næsten som et nyt sprog. Men det er vigtigt at se på baggrunden, mener hun.
Mange unge, især piger, føler ifølge hende ofte, at forældre og samfundet generelt ikke tager dem alvorligt. Den eneste måde at føle sig hørt på bliver derfor at gribe til et højtideligt, medicinsk sprog. Lederen af en uafhængig gennemgang af unges mentale sundhed, professor Peter Fonagy, sagde i september til BBC News, at det er blevet sværere at være ung. Han pegede på en reel stigning i mental mistrivsel blandt unge, set i lyset af den økonomiske usikkerhed og usikkerhed om job, som generationen står over for.
Psykoterapeut Julia Samuel fra London advarer samtidig om en risiko. Når unge bruger medicinske betegnelser som angstlidelse om helt almindelige følelser som let ubehag, kan det skabe et mønster i tanker og følelser, der i værste fald ender i en egentlig lidelse. Det kan give dem præcis det, de ikke vil have, siger hun. Det er manglen på viden og overbrugen af ordene, der kan skade unge.
Sådan kan forældre gribe det an
Julia Samuels bedste råd er at lytte. “Listening is your biggest tool to bridge the divide”, som hun formulerer det. Hun foreslår, at forældre bruger almindeligt følelsessprog til at give det, teenageren siger, tilbage og dermed forstå, hvad vedkommende føler.
Garfinkle-Crowell er enig og peger på en teknik, hvor forælderen overvejer, hvilke ord der hører sammen med det begreb, barnet bruger. Hun nævner som eksempel, at man kan spørge, om situationen mon føles ensom, og om det er en del af det. Pointen er at forsøge at forstå barnets oplevelse og ikke gøre det værre ved hverken at overreagere eller underreagere. Man er blot til stede.
Samuel peger også på, at timing og tilgang betyder noget. I stedet for at spørge direkte kan man fortælle om en lignende situation fra sit eget liv, for eksempel fra skoletiden, så det ikke føles som en pegefinger. Shannon Salvatoriello brugte flere år på at erkende, at hendes egen tilgang, hvor hun som forælder stillede et spørgsmål og forventede svar, ikke hjalp. Når hun trækker sig, kommer sønnerne ofte selv senere og fortæller for eksempel om et 95-tal i en spanskprøve. Man behøver ikke spørge tre dage i træk, siger hun.
Carla Hoskins er glad for, at hun og sønnerne har et åbent forhold, også selvom hun nogle gange ikke forstår ordenes betydning. Hun tror, at de netop bruger terapiordene over for hende, fordi de er tætte, som var hun en ven.